Når jeg siger dokumentarfilm, hvad tænker du så? Mange tænker, at dokumentaren fortæller sandheden. Publikum sætter sig til rette og suger kritikløst indtryk og viden til sig og tror, at hvad de har set i den afslørende dokumentar, er den fulde historie. Men er det nu også det? Kan man som seer sætte sig ned og se en dokumentar helt uden at stille den et eneste spørgsmål? Hvor tæt ligger dokumentaren egentlig på virkeligheden? Og findes virkeligheden overhovedet?
Max Kestners dokumentarfilm Nede på jorden har fået kritik for at være for instrueret og kunstig, og kritikerne mener, at han har iscenesat for meget til at kunne kalde filmen en dokumentarfilm. Kestner er uenig i denne kritik og mener, at enhver dokumentarist instruerer sine film, men at langt fra alle tør indrømme det. Ifølge ham kan man ikke bare observere en historie, for en historie er slet ikke en historie, før den bliver fortalt. Han mener, at det er afgørende, at man som instruktør vedkender sig, at filmen ikke er virkeligheden, og at det bliver ligefrem uægte og farligt, hvis man påstår modsat. Det kræver uendeligt mange valg og fravalg at fortælle en historie og allerede i det, at en dokumentarist har valgt at filme en bid af virkeligheden, har han bevidst fravalgt at filme en anden del af den. Derfor vil en historie altid være en redigeret gengivelse af virkeligheden, så man skal ikke fralægge sig ansvaret for, hvad man har fortalt. Hvis man gør det, ender ansvaret ifølge Kestner med at ligge på de medvirkende i filmen, men de kan ikke pålægges ansvaret for, hvilken historie instruktøren har valgt at fortælle. Kestner mener sågar, at det ligefrem er sjusket, hvis ikke en instruktør benytter sig af det filmiske sprogs mange virkemidler – beskæringen, lyset, skarpheden etc. – når han fortæller sin dokumentariske historie, da historien bliver tilfældig og bevidstløs uden. Ifølge Kestner er det netop ”(…) alt det, der er filmen. Ikke virkeligheden. Den er blot et materiale. Som blækket i pennen.” Han mener altså, at det er uærligt, hvis instruktører ikke vedkender sig, at de fortæller en historie. Det gælder i alle former for dokumentarisme, også nyhedsjournalistik. Kestner finder det oplivende, når nyhedsjournalister en gang imellem indrømmer, at det, de fortæller, ikke nødvendigvis er virkeligheden, men bare det, de tror, er virkeligheden. Den afgørende forskel på dokumentar og fiktion er ifølge Kestner ikke, hvor tæt historierne ligger på virkeligheden, men derimod hvor troværdige historierne er. I fiktion gøres historierne troværdige gennem dygtige, professionelle skuespilleres præstationer, og her kan man styre lys og scenografi i kunstige kulisser. I dokumentar må man arbejde med det lys og den scenografi, der er i virkelige rum, og med uuddannede medvirkende som værktøj opnå troværdighed gennem ægte øjeblikke, der kan mærkes helt nede i maven.
Det er gratis at oprette en konto