Mistanken

Pludselig går døren op, og ind træder en mand i mørkeblå politiuniform. Hans hud er hærget, oghan har mørke render under øjnene. ”Goddag. Jeg kan forstå, at du sammen med en anden fyr,har været med at stjæle fra en ældre mand?” Mathias folder sine svedige hænder. Hvad er det hanhar rodet sig ud i? Bare han kunne spole tiden en time tilbage og forhindre hans latterligehandling. Han plejer jo aldrig at lave den slags ting. Det hele var Dennis’ skyld. Havde det ikkeværet for hans voldsomme træng til at kaste sig ud i dumdristige handlinger, havde Mathias aldrigsiddet her i dag.

”Ja. Det har jeg.” Betjenten nikker og kigger på Mathias med et blik, der ville kunne skære igennemselv den hårdeste diamant. ”Godt så. Du har ikke lavet den slags ting før, kan jeg se. Hvad fik dig tilat gøre det?”, spørger Betjenten. Mathias har ikke lyst til at stikke Dennis i ryggen, så han siger:”Jeg ved det ikke. Jeg fortryder virkelig, hvad jeg har gjort. Det ligner heller ikke mig at opføre migpå den måde”. Betjenten kigger mistænksomt på Mathias. ”Har du nogensinde hørt om det der kaldes gruppe-pres?” Mathias kigger tavst på betjenten. ”Det er, når en person bliver presset tilstrækkeligt megettil at gøre noget, han egentlig ikke har lyst til. Uden at være sikker, kan jeg forestille mig, at du harværet ude for noget i den stil. Jeg har lige snakket med din ven, og han er… Én af dem man ikkeskal gå sammen med.” Mathias nikker og tænker på alle de gange, han har hørt sin mor sige, at han skal undgå Dennis.Han har dog altid selv har tænkt, at han er gammel nok til selv at vælge hvem han omgås. Måskeskulle han have lyttet til hende. Så havde han ikke siddet i dette usle rum og ventet på at få sindom af vide. ”Du får lov til at slippe med en advarsel”, siger betjenten. ”Åh, tak”, får Mathiasfremstammet og kigger på den høje mand med et taknemmeligt blik. Betjenten følger ham ud af det gamle tilrøgede rum. Da de kommer ud til udgangen, læggerbetjenten sin hånd på Mathias skulder. ”Husk nu hvad jeg sagde. Du er nød til at stå fast på dineegne ben og ikke lade dig påvirke af andre. Det er ikke ”sejt” at være slem. Jeg stoler på, at detbåde er første og sidste gang vi ser dig herinde.” Mathias går ned af gaden. Han føler sig godt tilpas. Lidt som Egon Olsen fra Olsen-banden. Menhurtigt skubber han tanken fra sig. Han husker på betjentens ord. ”Det er ikke sejt at være slem”. Da han kommer til stationen, kommer han i tanke om eftermiddagens episode med Dennis. Hvadhavde han tænkt på? En stakkels gammel mand der maksimalt har fem år tilbage at leve i. Deteneste de fik ud af det, var en tur på politistationen. ”Gad vide hvor Dennis egentlig er