Jeg hører hans stemme skære gennem mørket, som ellers er så tæt, at man skulle tro, at her ingen andre er. Det er som om, at mørket sluger hans stemme, som en hund der ikke har fået mad i flere uger. Mørket får mig til, at føle mig svag. Den mest brugte sans, er svækket i så høj en grad, at du ville være magtesløs i så mange situationer. Du kan ikke se hvor du går. Du kan ikke se de mennesker der omkring dig, hvis der overhovedet er nogle omkring dig. Mørket er min overmand, men hvorfor? Jeg har så mange andre sanser, end synet, men jeg frygter det. Frygter det af så mange årsager. Jeg er magtesløs. Jeg er svækket.
Jeg kan høre en gren knække under fodsålen på et menneske i skoven, eller kan det være et dyr. Det er også det farlige ved mørke. Du kan høre det, men du kan ikke altid fortælle, hvad det er. Du kan bilde dig selv ind, at det er en bjørn. Du kan få dig selv så langt ud, at du bliver bange. Måske ikke bare bange, men rædselsslagen. Jeg bliver rædselsslagen, men jeg ved ikke hvorfor.
Måske er der bare så meget mere end, at miste evnen til at se. Der er også alt det usagte om mørke. Alt det ukendte. Mørket inde i dig selv. Det mørke som vi ikke kan se, og som angriber dig, på det mindst ventede tidspunkt. Din sorg. Når først den opstår, er der ingen vej tilbage. Du kan ikke se lyset mere, i hvert fald ikke i et stykke tid.
Det er gratis at oprette en konto