Jeg har kun kendt min mormor i få år. Hver gang jeg gik op af trapperne på vej op til 3 sal sagde min mor altid, ´´du behøver ikke gå med ind´´ med en trist men også sur stemme, nok fordi jeg gik med alligevel. Min mor havde nøgler til lejligheden, så min mormor ikke behøvede bruge sine sidste kræfter på at åbne døren.
Min mor åbnede døren, vi gik ind gennem tågen af røg, hvor man ser min mormor lægge i sin seng. Hun ser altid trist ud, ikke trist på den måde hvor man bare af ked af det, men på den måde hvor man bare ikke gad leve mere. Jeg gik over mod hendes sengekant, jeg glædet mig altid på en mærkelig måde til at se hende, selvom hun ikke sagde så meget. Det føles som den samme dag hver gang jeg var der. Det var ikke anderles, altid den samme lugt, rodet og tomme pakker smøger og alkohol flasker på gulvet. Den sidste dag jeg så min mormor var en dag i marts i år 2014. Jeg gik op af trapperne til 3 sal med min mor. Inden min mor lukkede døren op sagde hun til mig, mormor var faldet og så ikke så godt ud. Vi gik ind af døren, der sad min mormor i senge med helt blå hænder og helt blå rundt om øjet. Det skete tit hun var faldet. Den dag gik min mor og jeg hurtigt hjem, jeg tænkte det var fordi min mor var ked af det, og ønskede ikke jeg skulle se min mormor kun på 67 år sidde i sengen og se næsten halvdød ud. Jeg vidste godt min mormor aldrig var glad eller havde det godt, hun var ramt af desperation, alkoholmisbrug og var psykisk syg.
Det er gratis at oprette en konto