Skilsmisse og barndommens smerte

Han var nødt til at få det sagt. Trods den smerte og tristhed det affødte. Følelsen var uudholdelig og gjorde ondt helt ned i maven, det nev og maven vred sig, hver gang tanken faldt på det uundgåelige. Det der skulle gøre eller var tvingende nødvendigt på grund af omstændighederne. Hele hans verden var bare ved at falde sammen, han vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv. Hans forældre var lige blevet skilt, og han syntes bare hans verden ville gå under. Hans tanke kørte hele tiden i hovedet jeg er jo kun 9, kunne de ikke vente nogle år til jeg var ældre. Det kom virkelig som et chok for ham, han var jo vant til at se dem sammen, og så kom det bare lige ud af det blå. Han havde godt nok hørt dem skændtes, og tænkte ikke rigtig så meget over det. Da han var blevet de 14-15 var det hele bare vildt slemt, han gik til terapi og hans forældre var næsten ved at tage livet af ham. Han har gået hos 3 forskellige psykologer siden han var 10. Ingen af hans venner forstår hvilken situation han står i, og han syntes det var rigtig svært at snakke med nogle af dem. Men han var jo blevet ældre og han har virkelig også bare brug for at have nogle venner der støtter op om det selvom de ikke rigtig helt forstår det. Han synes det var rigtig hårdt at skulle gå inde ved den psykolog 1-2 gange i ugen. Der var nogle gange hvor han skal derind med hans forældre og snakke, han syntes det var ekstrem hårdt at side der bare at hører på sine forældre side at råbe af hinanden så voldsomt, når man godt ved de engang har elsket hinanden og fået en som barn. Han sad næsten og græd hver eneste aften inde på hans værelse og bare altid tænkte hvorfor det her skulle gå ud over ham, for han syntes ikke han har fortjent det. Han ved godt alle i hans skole tror han er den stærke dreng der aldrig græder, men der er også kun 2 af drengene i hans klasse, der ved hvor hårdt han har det, selvom de har svært ved at forstå det. Han ved at hvis alle ville få det af vide, ville han være bange for at blive drillet. Han har prøvet at gøre selvskade på sig selv, fordi han syntes det fjernede tankerne fra det med hans forældre. Men hans forældre opdagede det og fandt ud af hvor hårdt det havde ramt ham med deres skilsmisse og hvordan forældrene opførte sig overfor hinanden. Han blev indlagt på en psykiskafdeling i 3 måneder. Han havde det rigtigt hårdt og han havde bare lyst til at dø. Alt den vrede til forældre kunne slet ikke beskrives. Følelsen er helt ubeskrivelig og helt forfærdelig at have i kroppen. Han er først begyndt at få det bedre efter han blevet de 19, han er ved at få styr på tingene, arbejder en masse og har fået en kæreste, han syntes hans liv er blevet værd at leve nu. Men har stadig lidt problemer, men har en kontaktperson, som han snakker med om alt…