I den centraleuropæiske velfærdsmodel er det familien og arbejdspladsen, der skaber tryghed. Det ser vi som en fordel, for hvis dine forældre har bolig og økonomi til at have dig boende, har du en bopæl, som du personligt ikke behøver at betale for. Og det er en kæmpe fordel. Man betaler også skat i denne velfærdsmodel, jo mere man tjener jo højere skat, dog får man pengene tilbage, f.eks. gennem pensionsordninger. På den måde forbliver folk motiverede til at arbejde. Samtidig modtager dem på samfundets bund hjælp fra staten.
Ulempen i det centraleuropæiske skattesystem er, at man på grund af den lave skatteindtægt selv skal betale for alle velfærdsydelser som f.eks. sygeforsikring. Ligesom i den angelsaksiske model, er dette ikke et problem for overklassen, dog påvirker det i høj grad de mindre velhavende. En anden ulempe er også, at der er stor forskel på de sociale klasser. Grundet de penge man skal lægge i bl.a sin sygeforsikring, er det markant sværere at gå højere op ad den økonomiske rangliste, end hvis man har bopæl i Danmark. Samtidig kan denne model også fastholde gamle kønsroller, da f.eks. børnepasning er så dyrt, at det næsten giver mere mening for en moder at gå hjemme. Dog bliver hjemmegående mødre ikke støttet af staten, og derfor vil de være afhængige af deres ægtefæller eller velgørenhedsorganisationer, hvilket kan mindske lighed mellem kønnene. Samtidig har der været et markant fald i fødselsraten, da kvinder ikke ønsker at sætte deres karrierer på stand-by, og det samtidig er for svært økonomisk. Dette er et stort problem, da der er et stigende antal ældre, mens arbejdsstyrken falder.
Det er gratis at oprette en konto