Tænk at være fanget i et ægteskab, hvor man ikke er lykkelig. Et ægteskab hvor man hver eneste dag føler sig værdiløs, fordi man er underlagt sin ægtefælde. Sådanne følelser gik igennem massevis af kvinder som levede i det patriarkalske samfund i attenhundredetallet.
Det patriarkalske samfund, er kendetegnet ved at det var manden der var familiens overhoved. Det var ham der var autoriteten. Han havde altså en højere status i samfundet end resten af familien.
Denne litterære artikel omhandler novellen En rose, som er skrevet af en af Norges mest indflydelsesrige forfattere i perioden lige omkring det nittende århundrede, bedre kendt under navnet det moderne gennembrud, Amalie Skram. Novellen blev udgivet som en del af samlingen Sommer i 1899. Det placerer teksten i den litteraturhistoriske periode kaldet naturalismen. Denne periode ligger mellem det moderne gennembrud og symbolismen, som er overskriften på litteraturen udgivet omkring århundredeskiftet.
Naturalismen udspringer af Darwins berømte evolutionsteori, bedst kendt under navner ”survival of the fittest.” For darwinismen er det nemlig det seksuelle partnervalg, der er drivkraften i naturens udvælgelsesproces af de bedst egnede. Den største og stærkeste han betvinger den smukkeste, den mest frugtbare hun. Dette parringsvalg er det der tvinger såvel dyrearternes som menneskeslægtens udvikling frem. Spillet mellem mænd og kvinder er følgelig dybt interessant, men en af de ting der fokuseres på i En rose, er den farvestrålende og dæmoniske kvinde, der kan tæmme manden, og på den måde opnå positionen som den dominerende part i ægteskabet.
Det er gratis at oprette en konto