Analyse af Amalie Skrams novelle 'En rose'

I denne litterære artikel vil jeg analysere og fortolke novellen ”En rose”, som er skrevet af Amalie Skram (1846-1905) og fra samlingen ”Sommer” 1899. Jeg vil bl.a. perspektivere teksten til det moderne gennembrud og derved placere den litteraturhistorisk. Med det moderne gennembrud blev en ny generation af kvindelige forfattere født, hvor Amalie Skram var en af de nye fremtrædende skikkelser. Amalie Skram var en norsk forfatter, som fra 1884 boede i Danmark og hun har bl.a. skrevet novellen ”En rose”. Idet følgende vil jeg komme ind på, hvordan Amalie Skram igennem denne novelle viser et ægteskabs tragedie og underbygger dette igennem sit sprog og ved beskrivelse af personerne. Dette vil jeg i de følgende analyser komme nærmere ind på.

I novellen ”En rose” bliver vi præsenteret for en mand, som ligger i sit hjem og er syg. Vi får fortalt, at han har en hustru og en datter, hvor hustruen har en fremtrædende rolle i fortællingen. Hun virker tilsyneladende meget ligeglad med, at han er syg. Vi får fortalt, hvordan han kommer på sygehjem, hvor han senere dør.

Denne tekst er fortalt af en 3. personsfortæller, hvor synsvinklen er bundet til manden i teksten. Vi får indsigt i hans tanker og når dette er tilfældet, er der tale om indre synsvinkel. Fortælleren er meget subjektiv, og vi bliver kun beriget med hans syn på f.eks. kærligheden i deres ægteskab, derfor skal vi her være ekstra på vagt overfor, om fremstillingen er udtryk for en forvrænget virkelighedsopfattelse, eller om han virkelig fortæller tingene, som de er. I denne tekst vil jeg mene, at han ikke er et pålideligt vidne, men derimod en upålidelig fortæller, og vi skal derfor også huske på, at vi nok ikke får fortalt hele sandheden. Dette ses også ved, at teksten er meget præget af dialoger. Ved at lade personerne i fortællingen komme direkte til orde kan fortælleren træde tilbage og vise personerne i stedet for at fortælle om dem, da sproget er en vigtig side af menneskets individualitet, og vi får derved lettere ved at sætte os ind i deres tankegang. Teksten er fortalt i datid, men dialogerne står i nutid, hvilket bidrager til, at læseren får lettere ved at bringe sig i øjenhøjde med handlingen.