Jeg sidder med en kæmpe knude i maven. Det gør ondt. Jeg føler, at jeg har mistet meningen med alting. Vi havde set så ufatteligt meget frem til, at hun ville komme. Nu er det som om, at vi ikke har mere at snakke om. Som om, at da vi mistede hende, der mistede vi også hinanden. Det gør ondt. Jeg har så ufattelig ondt.
Vi skulle først komme os over chokket. Vi kunne ikke helt forstå det, dengang vi mistede hende. Jeg havde haft en utilpas følelse i min krop hele dagen. Jeg troede bare, at det var morgenkvalme. Jeg troede bare, at det var normalt. Hvorfor var det, at det absolut skulle ske for os? Vi havde prøvet så ubeskrivelig længe. Jeg kunne stadig ikke vænne mig til alle tankerne. Selv tanken om, at jeg kunne gå hjem og nyde et glas vin, syntes jeg var besynderlig. Jeg hadede det. Mit hoved var besat. Jeg følte mig mislykket.
Vi har enormt svært ved at se hinanden i øjnene. Det er akavet. Jeg har stadig mavepine. Vi sidder ved spisebordet, og Theodor har skænket et glas vin til os hver. Jeg har ellers lige vænnet mig til ikke at skulle drikke vin… Jeg har lyst til at give slip. Jeg vil græde, men jeg er ræd for, at jeg ikke kan stoppe igen. Jeg ved ikke, om jeg er vred eller sorgfuld. Vi siger ingenting til hinanden. Det er det værste. Jeg venter bare på, at Theodor springer bomben. Jeg venter kun på, at han bliver vred. Jeg er bange for, hvad han vil gøre. Theodor har været volddig før. Det giver mig et stik i maven bare ved tanken.
Det er gratis at oprette en konto