Analyse af 'Uro i forstæderne' af Leif Panduro

Uro i forstæderne er en novelle fra 1962. Skrevet af Leif Panduro.

Novellen forgår i 1960´erne. Novellen strækker sig over en måned, og forgår i et kvarter lidt ude for byen. Miljøet i kvarteret er meget formelt og fint.

Kvarteret bliver beskrevet som om der ikke er en finger at sætte på noget. Alle ligner hinanden og har kone, børn og hund.

Novellen har en førstepersonfortæller med et indre syn. Det kan man eksempelvis se, da han bruger meget ”jeg” og ”vi”. ”Om morgen gik vi mænd hjemmefra til vort arbejde. Undervejs i toget kom vi gennem andre kvarterer. Rædselsfulde kvarterer, hvis De vil høre min mening.” (side 1, linje 8-9). Førstepersonfortælleren er meget overbevisende. Førstepersonsfortælleren prøver at overbevise læseren som at de andres kvarterer er rædselsfulde og hans er perfekt. Hans sprog er også meget formelt og gammeldags. Der bliver brugt ord som ”de”, ”vi” og ”Vort”. Sproget og miljøet hænger godt sammen, da de begge er meget formelt og fint, som sagt.