Analyse af Leif Panduros 'Uro i forstæderne'

Analyse og fortolkning af Leif Panduros novelle ”Uro i forstæderne”

Af Leif Panduro Genre: Novelle 1962

Nye og anderledes ting kan være svært at acceptere i et lille samfund. De kan være skræmmende og gøre folk meget paranoide og angste. I Novellen Uro i forstæderne fra 1962 tager forfatteren Leif Panduro læseren med ind i en anderledes historie om en meget speciel, meget indelukkede og lille forstad. Leif Panduro ønskede at give novellen et præg af Freuds psykoanalyse da dette var hans store inspiration. For eksempel spiller Freuds begreb fortrængning en stor rolle i denne novelle, fordi indbyggernes bæger til sidst flyder over, hvilket ender med at indbyggerne ikke ser bjælken i deres eget øje. Personerne som bor i forstaden er alle sammen ens, og er alle benævnt med bogstaver og er stort set også familierelaterede og er faktisk også alle sammen enæggede tvillinger. Dette understeger derfor også at alt og alle skal være ens og ingen og intet må skille sig ud. De har derfor også ens huse, ens hunde, ens koner, samme arbejde, ens glattehår, ens runde ansigter og derudover går alle deres koner også i ens persianerpelse. Dette har betydet at de derfor også har fået opbygget en slags gruppementalitet som har gjort at de siger, tænker og gør hvad alle de andre gør. Og derudover også altid omtaler dem alle sammen som en stor gruppe ved at sige vor eller vi når de omtaler hinanden. Dette kan man argumentere for da fortælleren siger: de må forstille dem vort kvarter herude - velordnet. Vore veje, huse, børn hunde – vore butikker, vore myndigheder – ypperligt! Vi var stolte af at bo ude hos os. Vi vidste naturligvis, at andre mennesker andre steder boede på en anden måde, men det brød vi os ikke om at tænke på (s. 1 linje 2 - 5). Derfor har de også opbygget en angst for alt og alle som er anderledes eller nyt. Og mener også at den måde de bor og opføre sig på er den eneste rigtige måde, dette kan ses da fortælleren siger: Andre mennesker kunne ikke lære os noget om at bo! (s. 1 linje 5)Hvor man bagefter også får indblik i at indbyggerne virkelig afskyr alle som lever uden for deres forstad: Vore koner hang ikke ud af vinduerne, og vore børn råbte ikke sådan op, selv vore hunde gøede på en anden måde. Det var frygteligt for os, at vores tog hver dag skulle gennem de kvarterer, men vi var nød til at komme ind til byen, hvor vi tjente vores penge.(s. 1 linje 8 - 11)Alt dette afsky til anderledes heden bliver virkelig sat på prøve da en ny fremmed flytter til byen. Udover at han er ny er han hvert fald ikke enægget tvilling med nogen fra byen og ligner overhovedet ikke de andre. Han har et meget stort og mørkt ansigt, med kraftige læber og store kæbemuskler. Han har kraftige skuldre og arme og har hverken kone, børn eller hund. Personerne fra forstaden omtaler ham som han eller den mørke fremmed i novellen. Som virkelig understeger at de ikke kan lide ham. Udover at han ikke ligner eller er som de andre er han også en fri og lækker mand. Som når man kigger på Freuds metoder, repræsentere seksuel og aggressivitets driften. Og det er også dette som højst sandsynligt har skræmt de andre så meget.Personernes indbyrdes forhold er derfor også meget anspændt. Og dette får man hurtigt indblik i da menneskerne fra forstaden både viser angst og fjendtlighed over for den mørke fremmed som kan ses da fortælleren siger: I pausen fortalte F mig, at P havde sagt, at han havde en fornemmelse af noget med ham. Vi så begge hen på ham. Ja, ingen tvivl. Det var en frygtelig situation.(s. 2 linje 3 - 4) Fordi den mørke fremmed er anderledes får de hurtigt en forestilling om at han er kannibal og derfor er meget farlig, som gør at alle bliver meget paranoide og bange. Fordi alle personerne fra forstaden er som en enhed og nærmest også som en person, er der ikke en som stikker ud fra mængden. Lige så snart en var bange for den mørke nye, smittede det til de andre lige med det samme. Og fordi de blev ved med at fortrænge angsten blev den være og være. Dette kan man argumentere for da menneskerne til sidst bliver så mange for natten at de må flytte i samme hus: Det blev værre og værre, for jo mere vi vågnede, desto mere bange blev vi for at falde i søvn, fordi vi så ville falde i meget dyb søvn og måske først vågne når det var for sent. Til sidst flyttede vi sammen sammen i et hus. (s. 2 linje 41 - 43)Dette kan især også ses fordi fortælleren er en Jeg-fortæller med en indre synsvinkel. Det vil sige at fordi at han er et af menneskene fra forstaden får vi alt at vide om hvordan alle de andre mennesker fra forstaden tænker, gør og reagere. Dette kan for eksempel påvises da han siger: Men selv ikke da fik vi sovet noget videre, for vi lå alle sammen og var bange for, at vagtposterne var faldet i søvn. (s. 2 linje 43 - 44)På grund af mine iagttagelser igennem novellen har jeg fundet ud af at temaet har noget med modsætninger at gøre. Man kan for eksempel argumentere for at det har noget med fremmed og velkendt, nyt og gammelt og anderledes og normalt at gøre. Det kan man især se når man kigger på personernes indbyrdes forhold, deres meninger og holdninger og ikke mindst deres handlinger. Budskabet hælder mere hen på en af Freuds teorier om at Hvis Jeg ‘et var lille er det svært at styre andre, men hvis Jeg ‘et derimod er stort mente Freud at man var et sundt individ. Dette kan man især se i denne novelle da personerne fra forstaden repræsentere det lille Jeg og den mørke fremmed repræsentere det store Jeg og altså derfor også det sunde individ. Sætter man derfor også novellen ind i samtidens litterære og ideologiske debat, kan det også læses som en form for advarsel. Denne novelle kunne nemlig nemt være en advarsel om at man ikke skal fortrænge noget for lang tid, for det så til sidst vil det ende med at bægret flyder over, som nemt ender med at man ikke kan se bjælken i sit eget øje. Dette kan især argumenteres for i denne novelle da fortælleren og de andre fra byen beslutter sig at gøre noget ved problemet. Så slog de ham ihjel og spiste ham. (s. 3 linje 11)