1960’erne var i høj grad præget af kernefamilien og kønsrollerne, om livet i forstæderne, utroskab og kedsomhed. Hos Leif Thormod Panduro møder man en novelle, der afslør hvor vanvittigt samfundet er, og bliver godkendt og accepteret form for vanvid. Novellen ”Uro i forstæderne” er skrevet af Leif Panduro i 1962.
Novellen ”Uro i forstæderne” skildrer med sin moderne ny realisme, med ligevægt, hvor alle indbyggere bliver behandlet ens, især de mænd de tilknyttet til. Novellen begynder med en form for en ’’forsvarstale’’, hvor fortælleren henvender sig direkte til sine læsere og argumenterer og retfærdig gøre forstadens handling, hvor han anmoder til læseren ved at tale målrettet til denne og søge forståelse for dette. Ved at sige; ”Vi kan absolut ikke have det på den måde!”
Historien starter med in medias res, altså, den starter lige på hårdt. Den er fortalt kronologisk i et bagudsyn af en førstepersonfortæller med et indre syn. Historien foregår i et roligt fortællertempo og strækker sig over en begrænset tidsperiode på omkring en måned ca.
Novellen handler om et kvarter med velorganiserede dagligdage indtil, hvor en fremmed flytter ind til deres kvarter. Den fremmede mand skaber uro og vender deres dagligdage rundt. Befolkningen er enig om, at den fremmede mand er kannibal fordi han er anderledes i forhold til dem, og gennem hele teksten prøver de folk at få muligheden for at bekræfte dét. Men en aften bliver frygten for stor og mændene tager over til den fremmede, hvor det ender med at de dræber og spise ham.
Det er gratis at oprette en konto