I 1800-tallet var der stor forskel på de sociale klasser. Der var stor forskel på mænd og kvinder, rige og fattige og ”flotte” og ”grimme”. Man levede i en tid med forskelsbehandling, for i den periode betød det meget at være velhavende. Lige præcis disse forhold skildrer Henrik Pontoppidan i novellen Bonde-Idyl fra 1887. I novellen bruger Henrik Pontoppidan ironien til at formidle sin udgave af samfundskritikken af et samfund i det moderne gennembrud.
Novellen handler om et lille lukket landsbysamfund i 1800-tallet, hvor et samfund er delt i to - Åhusene og gårdene. De velhavende gårdmænd og bønder lever på gårdene, og de fattige husmænd og landarbejdere bor i Åhusenes forfaldne hytter. Vi får allerede i starten af novellen præsenteret klasseforskellene ”Og idet han sér den rulle – bestandig tættere – ned over de skraanende Bakker, i hvis klamme, opblødte Jord Gaardenes Karle stavrer om i Efteraarspløjningen, vender han sig med en Følelse af Velvære paa Bænken og gaber.” (s. 133 l.24-27) Vi hører om, hvordan bonden kan gå i ly fra vinterens hårde kår og slappe af, mens arbejderne fra Åhusene må knokle videre. Vi får præsenteret et stort persongalleri, hvilket er atypisk for en novelle. Vi møder blandt andet Ane som er en buttet pige, som alle karlene er vild med, og især Olav og Mathias. Ane arbejder hos Mads Monsen, og Olav er Mads’ søn. De bor begge på gårdene og bliver præsenteret som velhavende. I novellen hører vi også om en speciel dag, som de fattige arbejdere kan se frem til, nemlig det årlige Mikkelsgilde. Mikkelsgilde er en stor høstfest, hvor alle bidrager med mad, og fester sammen. I novellen Bonde-Idyl er dette gilde optakten og omdrejningspunktet i historien.
Det er gratis at oprette en konto