Dem der er gode til fodbold, har en grim håndskrift. Sådan sagde klasselærer Birger altid til 3.b på Risskov Skole. Hun forklarede børnene, at mennesker enten mestrede god hånd motorik eller god fod motorik, men aldrig begge egenskaber. Nu forstod de alle sammen hvorfor de vilde drenge havde en ulæselig håndskrift, mens mange af pigerne kunne skrive lige så flot skråskrift, som ens gamle bedstemor Merethe, når hun sendte fødselsdagskort. Om Birger fortalte sandheden, fandt 3.b aldrig ud af, men Birgers ord satte sig fast i mit 9-årige hoved. Jeg ville godt være god til fodbold, faktisk ville jeg være endnu bedre end drengene. Derfor stoppede jeg med at skrive pænt. Det var som logik for burhøns. Hvis jeg med vilje skrev lidt grimmere, og holdt op med at øve mig, kan jeg blive bedre med fødderne. Jeg blev også rigtig god til fodbold. Men nu, 10 år senere, ligner min håndskrift en brækket arm.
Den historie om klasselærer Birger og hendes teori om håndskrift kontra fodboldtalent satte mig på en lang rejse. En rejse, der fik mig til at prioritere fodboldfærdigheder over håndskrift. Nu rejser det spørgsmål i mit hoved. Om vi er ved at miste evnen til at skabe med vores hænder, som vi gjorde før? Jeg er i hvert fald taknemmelig for at alt skolearbejde i dag, foregår på en computer. Den er desuden også meget hurtigere at arbejde på computeren end at sidde og fedte rundt med blyant og papir. Men er det bedre? Digitaliseringen og den stigende afhængighed af teknologien har ændret måden, vi skaber og udtrykker os på. Og hvilke konsekvenser har digitaliseringen? Spørgsmål, der går ud over min egen personlige historie og berører os alle i en tid, hvor teknologien fortsat udvikler sig med en utrolig hastighed.
Det er gratis at oprette en konto