“Nu begynder de igen! Jeg bliver så ked af det, af at høre mor og far skændes. De er bare ligeglade med mig. Gad vide om de andres forældre også skændes så meget Anna? Nej, det gør de nok ikke. Jeg er så uheldig.
Du er den eneste, der forstår mig. Jeg har kun dig. Jeg ved, at jeg kan stole på dig Anna. Og jeg ved, at du altid vil være der for mig. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig? Jeg ville føle mig meget ensom. Jeg ville ikke have nogen at snakke med. De kan ikke lide mig ovre i skolen. Det har jeg jo fortalt dig om, men jeg ved, at du ikke kan lide, når jeg siger det. Du bliver ked af det, så jeg skal nok lade være med at fortælle om det Anna. Men kom her over og giv mig din hånd. Nu går vi to ned til stranden. Jeg gider ikke være hjemme og høre på deres skænderi længere!
Er her ikke dejligt på stranden? Her kan man i det mindste få fred. Her har jeg lov til at være mig selv. Lige nu tænker jeg på, hvad der egentlig er galt med mig? Eller er der noget galt med de andre? Hvorfor hader alle de andre børn mig i skolen? Jeg har aldrig gjort dem noget ondt. Jeg siger det selvfølgelig ikke højt, for Anna bliver ked af det. Jeg tænker det inde i mig selv. Jeg er bare en sød pige, som ingen elsker. Jeg har ingen forældre og ingen venner. Jeg kender heller ikke min familie, hvis jeg overhovedet har en? Den eneste veninde jeg har, er Anna. Det er min dukke. Mor købte hende til mig, da jeg var 2 år gammel. Nu er jeg 12. Siden jeg fik dukken, har jeg bundet mig meget til hende. Hun er min trøst. Jeg ved godt, at det er en dukke. Men det er ikke bare en almindelig dukke af plastic, for mig. Hun er altså levende. Jeg kan mærke det, når jeg kigger på hende. Og jeg er ligeglad med, hvad de andre siger, for jeg ved, at hun har en sjæl i sig. Så må folk bare tro, at jeg er sindssyg og kalde mig barnlig. De kan alligevel ikke lide mig.
Det er gratis at oprette en konto