...Solen havde valgt at blive væk den dag, så det grå og golde oktober vejr virkede endnu mere deprimerende, end det var i forvejen. Men hvorfor skulle solen dog også komme frem. Intet ville gøre denne dag bedre. Den kunne godt spare sine solstråler og blive hjemme. Jeg ville ønske at jeg kunne blive hjemme. Glemme alt om denne dag. Glemme alt om hende. Men det ville være umuligt.
Jeg satte mig på bagsædet i den gamle Fiat. Den havde lige været til reparation, men godt så den stadig ikke ud. Min mor satte sig ind ved siden af mig. Hun smilede til mig, men jeg smilede ikke igen. Hun havde ikke fortjent et smil eller noget som helst andet godt. Hun kunne godt holde sig langt væk fra mig. Men hun forstod det ikke. Jeg steg ud af bilen og satte mig på forsædet. Min far satte sig ind i bilen, tændte den og smilede til mig. Jeg smilede igen, mens motoren hostede i gang. “Glæder du dig ikke til at se alle dine kusiner og fætre igen?” lød det pludseligt fra bagsædet. “Næ” brummede jeg. Jeg gad ikke at snakke, og specielt ikke med hende. Og hun kunne godt droppe det. Jeg ville alligevel aldrig tilgive hende. Af sted kørte vi. Ikke for hurtigt, ikke for langsomt. Vi havde masser af tid.
Det er gratis at oprette en konto