På Balkonen

Mørket var ved at lægge sig over Valencias brostensbelagte gader. Koldt var det ikke, da vi var i midten af juli måned, den varmeste måned i Spanien. Min bror Andreas og Jeg gjorde klar til aftenens store begivenhed i byen: Tyrefægtningen, hvor vores ældste bror Emil deltog. Det skulle nok blive en stor og spændende aften, for hele byen ville samle sig rundt om den store balkon, som vi kaldte ’El Toreda’. Denne balkon havde hvert år samlet flere hundrede oprigtige og spændte folk. Ja så mange folk, at man blev helt bange for om brædderne under balkonen, mon ville kapitulere. I dag var der dog ingen der frygtede for balkonens ”liv”. Lille Cristoffer gjorde måske men han var jo også lille, og det var hans første sådan rigtige tyrefægtnings optog nogensinde. Jeg var også bange, men alligevel var man indpakket af kærlighed og varme, som derfor gjorde, at man følte sig underlig tryg. Tyrefægtning var i særhed noget specielt. Klokken var halv 10, og vi var netop blevet færdige med at spise et herligt måltid mad. Menuen var i øvrigt Tapas en ægte spansk klassiker, som alle spiste før ”den store dag”. Hele familien Garcia var nu alle helt 100% klar, og nu manglede vi bare at Valencias borgmester Miguél Antonio, skulle indlede denne store festklædte aften. Der var dog stadig 5 minutter til hans åbningstale, så jeg benyttede lejligheden til at smutte hen til min gode ven Frank, som også skulle se tyrefægtningen, sammen med sin familie. ”Hej Frank”, sagde jeg. Han kiggede forvirret omkring, og kunne slet ikke se mig. ”Heroppe, din klovn”. ”Nårhh hej”, sagde Frank forskrækket, og begyndte straks at løbe mig i møde. ”Hvad så, glæder du dig også til aftenens kamp? Min mor har både bagt kager, boller og syltet til i dag”. Jeg svarede: ”Om jeg gør? Det bliver årtiets måske Spaniens bedste kamp nogensinde. Min bror skal jo deltage, husker du nok”. Pludselig ringede borgmesteren med sin berømte guldklokke, og den larmende summen omkring balkonen, blev med ét tyst. De store stadionlys blev rullet ind, og den røde løber blev forsigtigt rullet ud på pladsen. Borgmesteren var nu ankommet. ”Kære medborgere. Det er mig endnu engang en stor fornøjelse og ære, at skulle præsentere Valencias årlige tyrefægtningsoptog. I år, er det som mange nok ved, byens 25’ende optog gennem tiderne. Dette skal fejres med noget ganske bestemt. Ledelsen og jeg har besluttet at, i år skal optoget ikke bare være med én men hele to tyre. Derudover skal vi ej forglemme, at kampen som ’Valencias Borger’, samtidig bliver afviklet med dette optog. Lad mig præsentere de 2 duellanter: Fra forstaden Murcia. Tidligere top tyrefægter nu kun hobby aktivist: Giv et stor klap til Susan Torrenté.” Der blev både råbt, skreget og buhet på samtidig. Det var en forfærdelig larm. Bare vi nu kunne høre ham præsentere Emil. ”Og nu mine damer og herrer. Vores egen tyrefægter, giv et stort bifald til Emil Garcia”. Larmen var nu mindst 10 gange så højlydt som før, og man var ikke i tvivl om, at vores bror var publikums favorit. Han var jo også på hjemmebane, som altid var en meget vigtig del af sporten. Så havde man jo alle med sig. Efter borgmesterens indledende præstation af min bror og Susan, skulle kampen nu begynde. Borgmesteren fyrede med ét sin pistol af, og hele balkonen blev stille. Alle vidste nemlig, at det var nu kampen sådan rigtig ville starte. Alle stod spændte på balkonen og jeg var ikke i tvivl om, at man kunne høre selv en lille knappenålshoved falde på jorden. Det var en fantastisk stemning.