Kunstigt liv

Jeg løb og løb, alt hvad jeg kunne. Alt har bare været anderledes siden han døde. Min erstatning af ham er slået fejl. At gå ned til kommunen og bestille en tro kopi af ens bekendte var ikke den rigtige løsning. Man skal følge naturens gang, eller bliver jorden en dag alt for overbeboet. Selvom man er i gang med at bygge på Mars, så der er klar til menneske liv om 60-75 år. Jeg havde selvfølgelig læst på min non-screen, at der i den nye model var fejl, så man skulle have slukket den og kommet ind med den så fejlen kunne blive rettet. Men fordi jeg stadig var i dyb sorg over tabet, beholdte jeg min model. Lige nu mens jeg løber har jeg fortrudt, at jeg ikke havde været inde og få rettet fejlen i ham. Han var jo gået amok, eller skal jeg kalde ham for "den". Han er jo trods alt en robot. Den havde skudt efter mig da jeg kom ind i soveværelset for at slukke den. Jeg væltede ud af døren og halvvejs ned af trappen før jeg kom på benene. Jeg kunne se fra trappen at den kom gående med udstrakt arm og stod i døren ind til soveværelset. Det der skulle forestille hud på hans arm, var helt smeltet og jeg kunne se det lille rør hvorfra kuglerne blev skudt ud fra. Alle de nymoderne robotter var programmeret til at beskytte nogle mennesker fra andre. Men programmeringen af denne model var slået fejl. Jeg kiggede ham i øjnene, men kunne ikke rigtig se noget i dem. De virkede gele agtige, og det viste sig så også at jeg ikke helt havde fejlbedømt øjnene. Lidt efter begyndte de at smelte ud af øjenhulerne. Nogle minutter senere var øjnene løbet helt ud af øjnene på ham og hang ned af kinderne. Jeg kunne have slukket ham mens han bare stod der, men jeg tror ikke jeg gjorde det, fordi jeg var i chok, over det pludselige angreb. Men tilbage til at jeg stod der på trappen og kiggede op på ham med hans helt rødglødende øjne. Pludselig begyndte han at løbe efter mig. Jeg fik et lille chok over den pludselige bevægelse, at jeg faldt bagover. Hurtigt rejste jeg mig op igen og begyndte at løbe. Jeg løb mod hoveddøren, men kom i tanke om, at den var låst. Jeg løb videre ind i stuen, hvor jeg ikke kunne se andre muligheder, end at springe igennem et vindue. Uden at nå at tænke nærmere over det sprang jeg lige igennem et vindue, lavede rullefald og løb videre. Jeg havde en sej følelse bagefter pga. det vellykkede rullefald, men jeg skyndte mig bare at løbe. Jeg hørte et brag bagved. Jeg kiggede bagud og så et kæmpe hul lige ind til stuen, og han kom bare løbende efter mig