Kommercialisering og mediernes betydning for OL

Henrik H. Brandts (HHB) afsluttende bemærkning: ..at det kommer til at kræve rygrad og årvågenhed hos medier, politikere og idrætsledere at fastholde balancen mellem det olympiske ide grundlag og de enorme penge interesser..”, er et meget godt billede på hans synspunkter. De olympiske lege er gennem de sidste 40 år blevet en kæmpe pengemaskine og ikke bare et stort sportsligt arrangement. HHB nævner i artiklen, at de olympiske ringe blev et “brand” ,og især efter OL i 1984 så man, hvor stor reklameværdi, der var i at lade sponsorer komme på banen, og samtidig sige ja tak til den kæmpe interesse TV selskaberne havde i at transmittere. Der er for mig ikke tvivl om, at HHB ser en stor fare i kommercialiseringen i sporten, og de svimlende beløb han nævner, er også ganske urealistiske at skulle forholde sig til. Men samtidig er HHB realistisk, for det er ikke muligt at undgå mediernes påvirkning i dag, hvor nyhederne næsten er på skærmen, inden de er sket. Det er der gode penge i, uanset om det er et OL eller en hvilken som helst anden begivenhed, der har borgernes interesse. HHB underbygger sine synspunkter ganske godt via den gennemgang, han laver af OL gennem historien. Allerede ved de første lege i 1896 blev 2/3 af legenes udgifter dækket af private donationer. Det var forbeholdt velhavende at deltage. Et andet skelsættende år er 1936, hvor Hitler og Nazipartiet bruger legenes reklameværdi, som et billede på det Tyskland som Hitler ønsker at gøre til en verdensmagt. Her er den første TV dækning en realitet, og selv om det kun var i Berlin, så blev der sendt 138 timers transmission. Pludselig var TV og medier en vigtig faktor men også en farlig medspiller, fordi der med TV mediet også var forbundet stor magt. Så medie dækningen og ikke mindst de kæmpemæssige indtægter, der er forbundet dermed, er den ene faktor, som HHB mener giver etiske problemer i forhold til udøvelsen af sporten. Den anden faktor, som er endnu mere i konflikt med etikken og moralen er kommercialiseringen som IOC, den internationale olympiske komite, og legenes egen ”vagthund” er en del af. IOC er meget afhængig af de mange sponsorkroner, der skaffes via medierne hver gang, der afholdes et OL . Som nævnt legene i Los Angeles, hvor legene var privat finansieret (Coca Cola). Formanden for IOC, Juan Antonio Samaranch, troede på ideen om den private finansiering og hans vedholdenhed og kamp, for at lave et stort sponsor program (= TOP - programmet), sikrede, at 40 % af sponsorpengene, også i dag, kommer ud til de nationale olympiske komiteer, og 10 % direkte til IOC (resten til USA). HHB lægger heller ikke skjul på, at den økonomiske støtte nok har reddet OL’s eksistens frem til i dag, men han påpeger også, at der med store penge følger store farer: Doping er et meget stort problem ikke kun ved OL, med især kender vi det fra Tour de France, hvor jeg tror, rigtig mange cykelryttere er nødt til at dope sig for at kunne klare det hårde cykelløb. Der er heller ikke tvivl om, at HHB ikke synes om den måde Samaranch , formanden for IOC, lod korruption foregå ( ex. hændelsen med et ulovligt stipendium ) og HHB anvender ord som rådden kultur og grådighed som de midler Samaranch anvendte for at opnå succes.