Vandet, der skyllede op på stranden i langsomme bølger, slettede de små fodspor i sandet. Strømninger fra den mørke bund kastede uhæmmet vandet rundt i brusende og forvirrende bølger, der dan-nede et uendeligt virvar - havet. Havet, hvis uforudsigelighed både fascinerede og skræmte.
Hun mærkede, hvordan vandet omsluttede hendes fødder i vand-kanten og dannede ringe efter hvert skridt, hun tog. Ringe, der igen forsvandt, før man kunne nå at tælle dem. Ringe, der viste vejen til det fantastiske og gemte liv ved stranden. For hvis man fulgte ringe-nes bevægelser, ville øjnene falde på muslingeskaller, småfisk og konkylier.
1
”Denne konkylie skal du altid gemme Lisa,” havde hun sagt til sin søster år tilbage. Lisa havde taget den op til øret og lyttet, så kun hun kunne høre bølgernes salige brusen. En brusen, der virkede be-roligende og tryg som havets regelmæssige hjertebanken. En brus-en, der når som helst kunne vise et andet ansigt ved høje og farlige bølgers fremkomst som en ild, der pludselig blusser op.
Pigen ved vandkanten forvandlede sig til Lisa, der stod med en dukke i hånden. Dukken så faren ved havets væsen gennem de store glasøjne og vidste, at havet havde fundet sit offer. Ude af stand til at varsle, måtte dukken blive hængende i Lisas hånd og mærke, hvor-dan kjolen skridt for skridt til sidst blev gennemblødt.
Det er gratis at oprette en konto