Forladt

Det var endelig holdt op med at regne, men skyerne hang stadig sorte og truende over hende. Havde det været solskins vejr som tidligere på dagen, ville man kunne se, at hun havde grædt. Det gjorde hun ikke mere. Hun rejste sig langsomt op fra sandet og prøvede at få gang i de stive og kolde ben, der ikke længere føltes som hendes. Vandet dryppede fra det lyse hår og den lyserøde badedragt klistrede sig ubehageligt fat til kroppen. Hendes fødder svømmede i sandet, imens hun gik mod vandkanten.

På en stor sten lå den stadig. Dukken. Den lå på et lilla håndklæde og så trist ud. Det brune hår drev af vand, og da hun tog den op, kunne hun høre det skvulpe i kroppen på den. Hun holdte den ind til brystet og vuggede den som en baby. ”Lille Lise, lille Lise. Er du okay Lise?” Hun holdte Lisa ud fra kroppen, men dukken stirrede bare tilbage med tomme glasøjne, der kunne sige hvad som helst. Hun tog håndklædet og ville tørre hende, men det var lige så vådt, som alt andet. Hun smed det fra sig i sandet og satte sig på stenen med blikket rettet ud mod vandet. Det hele så ud til at være ét stort lærred, som var overmalet med grå maling. Himlen var grå. Vandet var gråt. Sandet var gråt. Bare på grund af det dumme regnvejr. Hendes mor og far havde ellers sagt til hende i morges, at manden i fjernsynet havde lovet solskin hele dagen. Da hun kom til at tænke på dem, kom tårerne frem igen. ”Hvor tror du, de er henne Lise? Tror du, de har glemt mig?” Hun tog Lisa op til øret, og hun var sikker på, hun hørte hende hviske: ”Nej Rikke. De har ikke glemt dig. De leder efter dig nu.” Rikke smilede og svarede: ”Hvis de leder efter mig, må jeg også lede efter dem,” sagde hun beslutsomt og rejste sig. Hun børstede det værste sand og snavs af sig og skyllede hænderne i det kolde salte vand inden hun begyndte at gå langs strandkanten med Lise hængende i den ene hånd.