3. marts 2011 Martin Hua van Duy Sæberapport Fysik/Kemi fremstilling
Kemirapport om sæbe
Sæbens historie I år 100 e.Kr. var de sanitære forhold usle. Der var dog store offentlige badeanstalter, hvor man kunne vælge mellem varme og kolde bade og lokaler, hvor man kunne bruge ens parfumer og salver. Skulle man toilettet, så var der beklageligvis ikke toiletpapir, til gengæld anvendte man en fælles svamp på en pind. Derved lærte romerne kunnen at fremstille sæbe fra Sydfrankrig. Man mener, at man kogte fårefedt med potaske for at lave sæbe. Sæben for ca. 2000 år kunne være hård mod huden. Syre/base teori Alle syrer indeholder hydrogen (syrebrint) og en syrerest, og ætser metal. Derhjemme bruger vi mange slags syrer. I de fleste madvarer findes syrer, og næsten alle frugter indeholder syrer. Nogle almindelige syrer er saltsyre, svovlsyre, salpetersyre, kulsyre, fosforsyre og eddikesyre. syre = syrebrint + syrerest Baser anvendes til affedtning, fordi de er gode til at nedbryde fedt og sæberester. Når vi laver mad, er det ikke særligt tit, at vi bruger baser. De fleste baser indeholder et metal og hydroxid. Et hydroxid eksisterer i kraft af et oxygen-atom og et hydrogen-atom. Nogle almindelige baser er kaustisk soda, kalium-hydroxid, kalkvand, barium-hydroxid og aluminium-hydroxid. base = metal + hydroxid Sæbe teori Sæbe består af salt, og dannes ved en kemisk reaktion mellem en fedtsyre og en base. Fedtsyren kan være palmitinsyre, og basen kan være natrium-hydroxid. Fedtsyrerne indeholder alle en COOH-gruppe. Sæber eksisterer på grundlag af ioner. Ionerne frigøres, når sæbe opløses i vand. Den negative sæbe-ion (vaskeaktiv) har en vand-elskende ende (hydrofil) og en fedt-elskende ende (hydrofob). Den vand-elskende ende er negativt ladet. Den sænker vandets overfladespæding. Sæbe-ionerne sætter sig i overfladen af fedtpartikler.
Det er gratis at oprette en konto