Ventetiden føles ulidelig. Det er værre end alt andet, han har prøvet. Uvisheden gør det kun værre. Tankerne flyver rundt i hovedet på Mathias, og det hele føles som et puslespil, som bare ikke vil på plads. Som om han sidder med 1000 brikker og ikke kan finde hale eller hoved i det, og han begynder at få hovedpine. Han slår sig selv på lårene. Hvad har han dog gjort? Hvorfor fortalte den anden betjent ham ingenting? Med ét kan han mærke, at tårerne triller ned ad hans kinder. Han har ingen lyst til at tørre dem væk. Ikke som alle de andre gange, hvor ingen har måttet se ham græde, men han er fuldkommen ligeglad nu. Han prøver at tænke tilbage til, da to politibetjente hentede ham, mens han sad i klasselokalet. Til det øjeblik, hvor alt forandrede sig. Lige til nu, hvor han sidder og venter på at blive afhørt.
Mathias sad i klasselokalet og fulgte med i en tekst, som læreren var i gang med at læse højt. Han fulgte flittigt med, da det snart var tid til eksamen. Der var fuldkommen stille, mens læreren læste højt, lige indtil der lød tre bank på døren. Den ene af de to betjente åbnede døren. Læreren gik ud til betjentene, og derefter var han blevet bedt om at tage med betjentene. Da blev de andre i klassen nysgerrige og begyndte at hviske. Nogle højere end andre. I det øjeblik han fulgte med betjentene, kunne han pludselig mærke koldsveden pible frem. Han kunne ikke længere føle sin krop, og i selvsamme sekund fik han det dårligt. Han støttede sig til et bord. Fik øje på den rystende lærer. Prøvede at få vejret. Det sortnede for hans øjne, åndenøden blev værre, hænderne blev klamme og våde. Hvad havde han gjort? Betjentene sagde til ham, at det nok skulle gå, men de fortalte ham ik-ke noget om, hvor slemt det var. Dog vidste han, at han intet havde gjort forkert, så hvad har de kunnet gøre? De har intet på ham. Han trøstede sig selv med tanken om, at det nok skulle gå, selvom han ikke troede på det. Ikke inderst inde.
Det er gratis at oprette en konto