Med et tomt blik i øjnene gik han langs vandkanten. Bølgerne skvulpede blidt og beroligende, men det hjalp ikke på hans humør. Han huskede stadig lillesøsterens skrig, da bølgerne trak hende ud i vandet. De skingre råb om hjælp, der blev kvalt af bølgerne, havde boret sig dybt ind i hans sind.
Uanset hvor gammel man er, gør det ondt, når en man holder af pludselig forsvinder. Men når man er otte år gammel, forstår man ikke hvorfor eller hvorhen de forsvinder, og så gør det endnu mere ondt. Han gik videre ned af stranden, lige uden for bølgernes rækkevidde. Siden den dag hvor havet tog hans lillesøster, havde han aldrig været i vandet. Hverken i havet, svømmehallen eller poolen på feriehotellerne. Der hjemme tog han også kun brusebad. Vandet måtte gerne røre ham, men der måtte ikke være mere, end at hán stadig var stærkest. Hver gang han kiggede ud over havet, så han sin søsters glade ansigt for sig. Det lille smil, de røde kinder, den grønne tandbøjle der blinkede i lyset når hun grinte og de glade råb da hun løb ud i vandet, imens hun kiggede på ham. Hans advarsel til hende, da han så bølgen rejse sig foran hende, som en flamme der pludselig får fat og vokser sig stor. Grådigt trak den store bølge hende ud i vandet, og druknede hendes skrig.
Det er gratis at oprette en konto