Bølgerne skyllede ind over den grå sandstrand. Varmen havde så småt forladt stranden, og den eneste måde man nu kunne nyde synet af stranden på var bag et vindue. Der var ingen at se på stranden. Ingen var ude og lufte sin hund, ingen gik og kiggede efter rav i vandkanten og ingen børn byggede sandslotte, som de havde gjort for blot et par timer siden. Det eneste der var at se var bølgerne, der skyllede ind på stranden og så ud igen. En gang i mellem kunne man høre en måge et sted. Ellers var der stille. Stranden var øde. Næsten i hvert fald.
Helt henne ved vandkanten var der en sten. Folk der boede i husene ned til stranden, havde traditioner for at mødes ved denne sten om sommeren et par gange om ugen, for at grille og hygge sig sammen. Der blev spist, grinet, snakket og tændt bål, indtil solen gik ned og alle gik hjem. Senere kom et kærestepar forbi, sætte sig på stenen og kigge op på den stjernefyldte himmel.
Men hvorfor var denne sensommeraften så anderledes? Hvorfor var der ingen mennesker at se nu?
Det eneste der var at se ved stenen var en dukke, lagt skånsomt på et stort, blødt, lilla håndklæde. Dukken havde ikke andet tøj, end det sædvanlige undertøj som der nu engang er syet fast på dem. Nogen kunne måske tro at den var blevet lagt der, for at slikke sol? Men hvor var personen, den lille pige som havde lagt den der?
Det er gratis at oprette en konto