Forladt: En fars beretning om en tragisk ferie

Nu det så min tur til og fortælle politiet min side af sagen.

Vi havde været i Skagen i 3 dage og det hele gik som det skulle, hotellet havde personale til at passe på børnene og lege med dem, så det var ren afslapning for Clara min skønne kone og jeg.Dagen hvor vi skulle af sted rendte hele familien rundt for at finde vores pragtfulde datter Isabellas dukke, og 10 min inden vi skulle køre fandt vi den heldigvis, for den dukke kan Isabella slet ikke leve uden, hun har den med sig i tykt og tyndt lige meget om hun bare skal på toilet så hænger den under hendes arm, hun elsker den så højt. Jeg husker tydeligt skriget lørdag aften, da min kone og jeg var kommet hjem fra byen, og vi vidste at en af tjenerne passede Isabella, og vi havde fortalt hende alt omkring at Isabella ikke kunne sove om aftenen uden hendes dukke, og de forskellige ting med at hun ikke skulle drikke vand inden hun skulle i seng for ellers tisser hun i sengen, alle de normale ting man lige fortæller til en, der skal passe sit barn imens man er ude. Isabella var på under en dag blevet rigtig knyttet til denne her tjener/barnepige Nadja, så vi tog chancen lørdag morgen og spurgte om hun havde lyst til at passe Isabella i et par timer, imens vi tog i byen og det ville hun gerne, så det var jo perfekt.Lørdag aften da min kone Clara ville gå ind og tjekke til Isabella var hun der ikke, Claras skrig gik lige i hjertet på mig, og jeg løb ind til hende og så at det eneste der lå i Isabellas seng var hendes sut, og kjolen fra hendes dukke. Både dukken, tæppet og Isabella var væk.Jeg kan huske at jeg sagde til Clara på vej hjem fra byen at nu glædede jeg mig bare til at se lille Isabella ligge der og se sød ud imens hun sov. Vi havde endda hævet 300kr til Nadja for at have passet på Isabella.Jeg løb ned i receptionen for og høre om de havde set Nadja med vores datter, men ingen havde set dem, så jeg skyndte mig at ringe til politiet for at fortælle hvad der var sket, og de blev hurtig sat på sagen. Det var stadig lyst uden for, så Clara og jeg besluttede os for at gå en tur ned mod vandet for at lede. Vi var så rystede, og mit hjerte hamrede så meget, for Isabella var vores eneste barn, og nok også det sidste vi ville få, så kunne det her bare ikke ske. Vi spredte os og gik hver sin vej på stranden, jeg gik forbi en masse sten, og lidt længere væk ser jeg noget hvidt og lilla ligge på toppen af en sten, jeg løber derhen og ser det er Isabellas dukke og hendes tæppe, jeg skriger på Clara at hun skal komme her hen. Jeg skynder mig at ringe til politiet, og får derefter af vide at jeg ikke må røre ved det og at de var på vej hen til os nu. Clara satte sig på hug ved mig, og jeg husker det mere end noget andet det lille kram eller nærmer et tryk hun gav mig rundt om livet, vi satte os sammen og på os begge trillede tårnene ned af vores kinder.Politiet kom og de tog tingene med sig, der sad Clara og jeg så på stranden og holdte om hinanden for at få varmen, selv den dag i dag kan jeg huske hvor koldt det var, men vi var alligevel ligeglade med det, vi sad og kiggede os omkring og det var begyndt og blive lidt mørkt, men på lang afstand kunne vi se noget småt i noget der lignede en hvid kjole komme løbende, vi rejste os begge op for og kigge bedre efter, og der kom vores lille datter løbende alt hvad hun kunne, jeg løftede hende op i mine arme og i det jeg tog hende op var det eneste hun sagde til mig ” uhyggelig mand, Nadja faldt i vandet, den onde mand skubbede hende og løb efter mig” vores lille Isabella var så forpustet at hun ikke kunne få luft, jeg måtte sætte hende ned på mit skød og sige hun skulle fortælle langsommer, men nej hun rev fat i min arm og så skulle vi løbe hen til en bro lidt længere henne, hvor jeg så noget flyde ude i vandet, jeg kan huske jeg råbte til Clara at hun skulle ringe til politiet igen og få dem her ned, og jeg husker endnu mere tydeligt hvor koldt vandet var da jeg svømmede ud i vandet for og redde Nadja, jeg rev hende op på land, og begyndte og lave hjerte massage og mund til mund, men desværre var det for sent hendes lunger var fyldt med vand, der var intet og gøre.