Pigen med klumpfoden: en fortælling om selvbevidsthed

Pigen med klumpfoden opg. 5 Det var en stille, solklar morgen omkring i sommerens midte. Jeg var lige gået til en udsigtsbænk i udkanten af skoven, hvor jeg kun havde været et par gange før. Jeg satte mig på bænken, og betragtede den flotte udsigt over vandet. Solen skinnede og der var helt stille, da jeg kunne høre noget bag mig. Personen stod længe og ventede. Jeg turde ikke vende mig om, for at se hvem det var, og da personen kom tættere på og satte sig på bænken, kiggede jeg på personen. Det var en mand. En flot høj mand. Han havde brunt hår og brune øjne. Hans brune øjne skinnede, som diamanter. Jeg kunne ikke lide at kigge ind i hans øjne, men de var så flotte, at jeg ikke kunne lade være. Han kiggede meget på mig, og jeg kunne se, at han sad at tænkte. Han var virkelig flot, han klædte sig rigtig pænt. Jeg tænkte lidt på, om han havde kone og børn. Han så ældre ud end mig og han kiggede meget på mig, så jeg kiggede væk, for jeg kunne ikke lide at vi kiggede på hinanden på samme tid. Det var en dejlig dag, pragtfuldt vejr og skønne omgivelser. Jeg kunne se en mand og en dame nede på stranden, som legede med deres hund. De havde været der før, for jeg havde set dem et par gange nede på stranden før, hvor jeg tit kom. De kastede en pind ud i vandet, og hunden hoppede ud i vandet, for at få pinden. Manden sad stadig at kiggede på mig, da jeg prøvede diskret at kigge på ham. Jeg boede i en villa ganske tæt på udsigtsbænken i udkanten af skoven, men jeg havde næsten aldrig været der. Villaen var gammel, og jeg havde overtaget den for et par måneder siden af en gammel dame, som var syg og døde. Han fortalte mig, at han aldrig havde set mig før, selv ikke på ballet i koncertsalen, hvor åbenbart alle sommergæsterne var samlet. Da svarede jeg, at jeg mest holdt mig hjemme, og at jeg ikke kunne lide at danse. Den flotte høje mand, med det brune hår og øjne, havde jeg heller aldrig set før. Jeg kiggede ned i mine hænder, og jeg kunne mærke, at han igen kiggede på mig. Han tilbød mig, at vise mig et nærliggende udsigtspunkt, som jeg ikke kendte noget til. Jeg tænkte meget over det, men jeg svarede ham ikke. Han må sikkert have tænkt, at jeg var mærkelig, fordi jeg ikke svarede ham.Samtalen handlede om mange forskellige emner. Han smilede til mig, og jeg smilede tilbage og talte videre. Vi snakkede, da jeg pludseligt fór sammen, fordi jeg kunne høre nogen, som kaldte på mig oppe fra villaen. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød, og derefter meget bleg, da han gjorde mig opmærksom på råbet, som blev gentaget, og som kom oppe fra villaen. Jeg rørte mig ikke, jeg sad helt stille og kunne mærke, at jeg havde bidt mig i læben, mens jeg blev ved med at stirre på min hånd, som holdt godt fast i bænkens armstykke. Jeg mærkede hans forbavsende blik, som kiggede på mig. Han spurgte mig om noget, men jeg svarede ham ikke. Til sidst rejste han sig og sagde noget med, at han ikke håbede det var ham, som var skyld i min opførelse. Og om han måtte følge mig ned ad trappen og noget med, at mosset var fugtigt af duggen, så man kunne let falde, eller om jeg blot ville låne hans stok. Han virkede meget mærkelig, da han sagde De og frøken til mig. ’’ NEJ!’’ Råbte jeg.