Farvel Danmark

”Nu gør hun det igen… av” råber Glenn. ”Hun er sindssyg” råber en af de andre drenge. Det er kun et par dage efter sommerferien. Jeg sidder på alle fire og bidder i Glenns ben. Jeg kan ikke mere, så jeg slipper ham og stiller mig op. Nogle af de andre drenge tager fat i mig bagfra og en tager fat i mit korte blodrøde hår. Glenn begynder og gå hen mod mig med en kniv i hånden. Han stikker mig i siden og det begynder at bløde voldsomt. Drengene slipper mig, så jeg ligger på gulvet. Glenn smider kniven fra sig. Den ligger ved siden af mig. Da min ene hånd er på såret og den anden på kniven, kan jeg kun se mørke. Da jeg rejser mig op løber jeg hen mod Glenn og stikker ham i skulderbladet. Han råber højt og alle klasser, der er på gangen kigger ud. Han tager kniven ud af min hånd og stikker mig igen, lige ind i min arm. Anette, vores klasselærer, kommer hen og spørger om Glenn er okay, men Glenn siger ingenting. Jeg ligger og skærer tænder af ham, mens mit blod blandes med mit eget blodrøde hår. Efter en måned kommer jeg i skole igen. Glenn tør ikke kigge på mig. Vi er i gruppe sammen. ”Hm… Jeg er ikke sur på dig mere Glenn” siger jeg til sidst, med et lumsk smil, også kigger han op. ”Jeg forsvarede mig bare, men da du to kniven, frem vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg blev faktisk bange” Glenn rejser sig op og råber ”Blev du bange!? Du er den sejeste pige jeg kender. Du kan alt! Du er den bedste! Hvordan kan DU blive bange!” ”Jeg er altid bange!” råber jeg og rejser mig og sætter mine hænder i bordet ”Kan du ikke forstå det? Hvis du ikke kan forstå det, så kan du bare lade mig være!” ”Jeg vil ba…” ”Kan du ikke bare lade mig være! For altid! Kan du ik´ forstå det!” Der går noget tid, inden en af os snakker igen ”Vi må hellere gå ind” siger han så. Jeg kigger ikke på ham, men nikker bare. Da vi er kommet ind i klassen, får vi at vide at vi skal til morgensamling med hele skolen. Jeg tænker for mig selv ”Ja, så er det nu jeg skal slå til.” Jeg går op til vores skoleinspektør og siger at jeg godt vi vise en film, inden vi skal gå. Det siger han er okay. Jeg gør filmen klar, og jeg venter på et signal fra ham. Det kommer nu og jeg går op til ham. Jeg er meget nervøs. Men jeg siger højt og tydeligt ”Jeg har en lille ting, jeg godt kunne tænke mig at vise jer” Filmen bliver sat på, og da den er slut siger jeg igen ”Jeg viser jer den her film, for at vise drengene løj over for lærerne! Og at det ikke var mig, der startede med at have kniven i hånden. Det havde Glenn!” og jeg peger på Glenn, som sidder på en af de sidste rækker. Da vi er i klassen igen, kommer Glenn hen til mig. ”Du sagde at du ikke var vred!” siger han vredt. ”Ja, det var jeg også, men da jeg så filmen, blev jeg vred igen.” Råber jeg tilbage. Alle kigger. Jeg løber ned på wc’erne. Min veninde Cheza kommer ned til mig. ”Kira er du herinde?” spørger hun ”Ja det er jeg!” Svarer jeg grædende ”Kira, du må ikke være ked af det.” ”Jeg må være ked af det hvis jeg vil!” råber jeg og åbner døren og begynder at løbe ned til klassen. Jeg løber ind, tager min taske og løber hjem. Da jeg kommer hjem er der kun Misaki. Misaki er den sødeste hund jeg har eller har haft. Jeg går ind på mit værelse. Misaki følger efter mig. Jeg har ikke noget mod det lige nu. Da mine brødre kommer hjem, har de set hvad jeg har gjort. ”Hvad har du gang i, Kira?” spørger Nanaya ”Hvad har de gjort mod dig?” spørger Len ”Jeg gider ikke snakke om det lige nu” svarer jeg og klapper Misaki op i sengen og tager min pynte kniv op i hånden. ”Du ved at Misaki ikke må være oppe i sengen, Kira. Plus du skal havde snakket med en om det!” ”Ja, Len har ret. Du må snakke med en om det” siger Nanaya efter Len ”Jeg gider ikke snakke om det! Ikke med nogen! Kan I ikke fatte det?” ”Kira vi prøver at hjælpe dig” siger de i kor ”Gå ud med jer!” råber jeg til dem og kaster min pynte kniv efter dem, så den sidder i væggen bag dem. Der bliver ballade da mine brødre fortæller mine forældre hvad jeg har lavet oppe i skolen. ”Kira! Hvad er det du har gjort?” råber min far efter mig, da jeg er ved min dør. Jeg er på vej ind på mit værelse efter aftensmaden. ”Jeg har ikke lavet noget! Jeg har kun passet mine ting som jeg plejer!” svarer jeg tilbage og går ind og låser døren bag mig. Misaki ligger oppe i min seng. Jeg finder en stor taske frem og begynder at pakke noget tøj, sko, mad som jeg sniger mig ud efter, penge og nogle ting jeg har brug for. Jeg låser døren op og springer ud af vinduet og løber ned til toget. Jeg skal havde en billet til Vestjylland. Jeg vil hen til min bedstemor og bedstefar. De kan hjælpe mig. Tror jeg da. Da jeg kommer over til dem, snakker vi om hvorfor jeg er kommet og jeg beder dem om ikke at ringe til mine forældre. Nogle dage efter hører jeg at min bedstefar snakker med min mor. Jeg pakker igen. Jeg går ned i køkkenet og tager noget mad og en billet, som er til Tyrkiet. De har bestilt dem inden jeg kom. Det ved jeg. Jeg tager min bedstefars motorcykel. Sådan en har jeg lært at køre. Jeg kører ud til lufthavnen og da jeg er i flyet på vej op, tænker jeg på en ting ”Jeg kommer aldrig tilbage. Farvel Danmark… for altid!” Nu begynder jeg og græde igen. Efter 4 timer er jeg i Tyrkiet. Jeg får fat i en taxa og vi kører over til mine bedsteforældres hus. Jeg har alt hvad jeg skal bruge. En seng, mad, tøj og penge. Alt. Men jeg bliver for ensom og jeg vil tage hjem igen, men jeg kommer i tanke om hvad jeg har sagt til mig selv, da jeg sad i flyet ”Farvel Danmark for altid”