En smuk sensommeraften var det. En smuk, dejlig, glædesfyldt aften ifølge hendes naboer. Ifølge hende selv var det derimod bare endnu en mørk og grufuld nat, der stod hende i vente. Hun stod ved det nedslidte gamle vindue og kiggede ud på den rødlige himmel, der trak sig langsomt henover byen. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, den ene smøg blev slukket og den næste tændt. Hun kiggede sig tilbage over skulderen, imens hun bandede over sin fortid. De modbydelige og ikke mindst utilgivelige ting hun havde oplevet, set og gået igennem, dengang hun var lille, var nu blevet skiftet ud med tvangsforestillinger, hallucinationer og traumer. Efter at hun var flyttet ind i boligkomplekset for cirka tre år siden, var hun ligesom nogle af de andre beboer med en hård barndom, blevet vant til at stå op og tage enten en bane amfetamin eller kokain for at kunne overskue dagen og bagefter på arbejde og hjem igen. Når hun så havde fri, ville hun tage et par valium og så på hovedet i seng. Næste dag ville hun stå op for at gentage det hele igen og bare fortsætte livet sådan, indtil hjertet eller hjernen en dag sagde stop. Efter hendes sagsbehandler en uge tilbage havde fået kendskab til hendes stofmisbrug, havde hun ikke længere nogle midler at kunne støtte sig op af, når hun havde det allerværst. Hun følte sig mere tom indeni, end hun nogen sinde havde følt før. Hallucinationerne var blevet værre, efter hun var blevet clean. Næsten hver aften når hun lagde sig i hendes brugte og ikke mindst nedslidte dobbeltseng, kom en skikkelse frem, som hun ofte selv omtalte ’’dæmonen’’. Den genfortalte de brutale ting, hun havde været igennem i hendes korte liv. Hvordan hendes bror havde udsat hende for incest, hver gang hendes far ikke var hjemme. Hvordan hendes mor gang på gang havde udført vold i en rødvinsbranderet og efterfølgende at have kørt hende psykisk ned og til sidst have smidt hende på gaden. Hvordan hendes far aldrig troede på de ting, hun fortalte ham. Alt sammen var blevet til en rutine for hende. Hun havde ikke nogen livslyst tilbage. Hun ville væk fra hendes omgivelser, væk fra hendes mørke tanker, væk fra det hele. Af en eller anden grund havde der altid været noget, som holdte hende tilbage. Stofferne. De havde altid fået nogle af hendes mørke tanker væk og fået hende til at forkusere på noget andet og mere positivt, altid fundet det, som hun betragtede som det gode i livet, altid ’’hjulpet’’ hende. Hun havde været for langt ude til selv at kunne se, at selv hendes elskede stoffer gjorde livet mere surt for hende. I starten var hun glad for, at de var af vejen. Hun dagdrømte om det perfekte sunde liv, hun nu kunne starte på. Hvordan hun kunne stå op hver morgen og gå på arbejde i det herligste humør og samtidig ville kunne være i stand til at huske alle dagens handlinger. Hun overbeviste sig selv mere og mere om, at hendes drømmefyr med sikkerhed ville kontakte hende inden længe, hvorefter de ville finde sammen, stifte familie og til sidste købe et lille hus. I det øjeblik havde hun det godt. Hun følte sig fri og ikke længere lænket fast til en ond rutine, der hver dag bare skulle gennemføres. Efter blot fire dage tog hendes liv en drastisk drejning… igen. Hun var stået op en morgen og gået ud for at tømme hendes postkasse. Da hun havde åbnet den og taget brevet fra hendes sagsbehandler, var hun gået tilbage til lejligheden, havde sat sig ved det nedslidte gamle vindue og var gået i gang med at læse brevet. Men jo mere hun læste, jo mere faldt hendes verden fra hinanden. Kommunen havde bestemt sig for, at tvangsindlægge hende på et misbrugscenter, for at mindske chancen om at hun ville falde tilbage til det misbrug, hun lige var kommet nogenlunde ud af. Hun vidste ikke længere, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun havde altid haft den overbevisning, at lige meget hvor langt ude hun var i diverse rusmidler, havde hun altid haft kontrollen over det. Hendes holdninger angående et misbrugscenter var heller ikke lige just særlige positive. ’’Det er kun narkomaner der er sådanne steder. Jeg er ikke og har aldrig været en narkoman’’ beroligede en stemme i hendes hoved hende altid med, når hun læste om diverse debatter, der omhandlede misbrugere, stoffer og narkomaner på nettet, som til tider kunne gøre hende i tvivl om, hvor vidt hendes forbrug var et problem. Det gå på mod og den glæde og den lykkefølelse hun havde haft få minutter tidligere, var på et split sekundt blevet skiftet ud med sorg, vrede, had og ikke mindst mislykkethed. Sorg over følelsen af at ingen troede på, at hun sagtens kunne stoppe hendes forbrug uden hjælp diverse steder fra. Hvilket hun hele tiden var overbevist om, at hun kunne. Vrede og had til kommunen, til hendes sagsbehandler og i bund og grund også til de mennesker, der havde fået hendes kendskab til stoffer gjort større. Til de mennesker der med glæde havde lånt hende penge, havde solgt hende stoffer og til tider havde foræret hende mindre doser af enten det ene eller det andet. Vrede og had til hendes mor og far, til hendes bror, til hele hendes familie. Hun var overbevist om at de ting, de havde gjort mod hende, da hun var yngre, var grunden til at hun var endt ud med at leve et liv, som ifølge offentligheden ville blive placeret under kategorien stofmisbrugere. Mislykkethed over at hendes plan om at leve et sundt og frisk liv, var blevet spuleret af nogle mennesker, der mente at de vidste, hvad der var det bedste for hende. Efter den dag kunne hun kun se sort på alting. Selv det smukkeste af det smukkeste som fuglesang om morgen, begyndte hun at hade. Det var blevet besluttet, at hun ville blive hentet fredag aften, sensommeraften, og blive kørt ud til misbrugscenteret. Hun havde forgæves prøvet op til flere gange at tale kommunen fra det, men de var fast besluttet om, at det var det eneste rigtige for hende. Hun havde fået pakket lidt af hendes ting ned i en kuffert, som stod klar ved hoveddøren. Hun stod og kiggede ud af vinduet. Det nedslidte gamle vindue. Et lille smil sneg sig ind over hendes læber, da hun tænkte tilbage på nogle af alle de minder, hun altid ville have med sig i bagagen fra dette ellers meget gamle boligkompleks. Hun ville komme til at savne det. Komme til at savne huset og ikke mindst alle de andre omsorgsfulde og barmhjertige beboerer. Det sammenhold hun havde fået med alle de andre, kort tid efter hun var flyttet ind, var ubeskriveligt. Nogle enkelte tårer trillede ned af kinden på hende. Hun kiggede ned på vejen og så en bil holde ind til siden. Det var nu. Døren gik op ind til hendes lejlighed og en stemme stormede igennem lokalet. ’’Så er det nu. Er du klar Rachel?’’. Hun havde allermest lyst til at løbe forbi misbrugskonsulenten, videre ud på gaden og bare forsvinde. Hun var fra hendes barndom af vant til at løbe fra hendes problemer. Vant til at gemme sig, når nogen prøvede at komme ind på hende for at ville hjælpe hende. Det var første gang i hendes liv, at hun skulle se problemerne i øjne og derefter bekæmpe dem. Hun blev skræmt ved tanken om det. I stedet for at løbe gik hun stille forbi konculenten, tog sin kuffert og gik ud på gaden. Hun løftede sin kuffert op i bagagerummet og satte sig ind på forsæddet. Den ene tåre efter den anden løb ned af kinderne på hende, da konculenten startede bilen og begyndte at køre. ’’Farvel’’ sagde hun for sig selv. ’’Farvel og tak for nogle uforglemmelige år.’’
Det er gratis at oprette en konto