Er livet det værd?

“Mor, mor se! Er jeg ikke god?” Mine ben slæber nærmest min krop afsted. Hurtigere og hurtigere. Det føles, som om jeg flyver. Med ét er den der. Bolden. For en gang skyld får jeg den. Smilet på mine læber breder sig endnu mere. Jeg pruster efter vejret. Dejlig kølig luft kommer ned i mine lunger. Så vender jeg tilbage til bolden. Den følger stille og roligt med mine ben. Der er det. Målet. Mit ben sparker pludselig efter bolden i et tåbeligt forsøg på at score. Troede jeg da, det var. Indtil jeg hører alle juble af glæde. Jeg gjorde det! Jeg scorede. Og så i min allerførste kamp! Jeg husker det tydeligt. Det var dengang, alt var så fedt. Jeg har været fem år, tror jeg. Det var min første kamp. De plejede ikke at ville have mig med, fordi de synes jeg var dårlig. Men den dag ændrede hele mit liv sig. Nu står jeg her. I denne her grimme og tunge dragt. Den giver os ilt. Klimaet er blevet helt forandret. Det er som et dystopia. Alt er trist. Bilerne blev så populære for nogle år tilbage. Alle har en nu. Men folk bruger dem ikke mere. De har ødelagt vores jord. For meget CO2 er blevet sluppet ud i naturen. Så meget at der ikke er mere ilt tilbage i luften. Planterne er døde. Alt er dødt. Når jeg står her, og kigger ud over det hele, føler jeg, at verden er gået under. Vi kæmper for at overleve. Og for at holde de få planter vi har, det er nemlig dem, vi skal bruge for at få vores ilt. Med det er ikke nogle helt almindelige planter. For alle sammen døde, før vi kunne gøre noget. Pånær en enkel lille blomst. Allerede som lille var jeg meget klog. Det fik jeg ihvertfald hele tiden af vide. Så det må jo være rigtigt nok. Det var ikke sjovt at være den kloge hele tiden, jeg ser tit, nogle minder for mig, men de er ikke gode.... "Ad.. Gå så væk! Vi gider ikke lege med dig! Ingen vil lege med lærernes kæledække! Du er grim og klog ligesom en nørd, og dem er der ikke nogen, der vil være venner med!.." Flashbackene flimre sig fordi mit syn igen og igen. Det sker hver eneste dag. Men jeg er blevet klogere på livet. Ja måske er jeg en nørd, men jeg har reddet menneskets liv. Da jeg blev ældre, lærte jeg at udvikle nye ting ud af brugte ting. Jeg arbejdede, og arbejdede. Hele mit teenagerliv var ikke normalt ifølge andre. Jeg lavede ikke andet end at gå i skole hele tiden, og det skulle være på de bedste af de bedste. En dag skete det. Jeg fandt ud af, hvordan man kunne tage en lille smule ilt fra en plante og lave en helt speciel en, der ikke skulle bruge ret meget ilt for at producere endnu mere ilt. Jeg blev verdensberømt for det. Men nu står jeg jo her. Kigger ud i den verden, jeg ikke føler, er en rigtigt verden. Alt mad er lavet om til noget flydende noget. Vi kan ikke spise andet, så dør vi nemlig af iltmangel, fordi vi skal tage vores hjelme af for at spise det. Kærligheden er også blevet anderledes. Ihvertfald for mig. Da jeg endelig fandt en løsning, så vi kunne overleve, skulle jeg arbejde så meget, at min familie ikke ville se mig mere. Jeg har ingen familie, ingen rigtige venner, slet ikke nogen der holder af mig, for den jeg er inden bag det berømte jeg. Og selvom jeg havde ville det