Jeg er døden
Jeg er døden.
Gådefulde gaver bringer jeg dig –
Krystaller og funklende stjerner.
Du kan ikke tyde min skrift på din rude.
Hånlig triumf
eller hemmelig trøst?
Eller blot en høj og sælsom leg
hinsides al mening?
Se mine vækster hvor yppigt de gror!
Genkender du livets mønster
på min tavse hvide tavle?
Trodsigt svulmende løg i jorden!
Spirende tang i storm og brænding!
Dine længsler og håb!
Dit hjertes ubændige rose!
(digt af elev)
Den moderne død?
En nærlæsning af digtet Jeg er døden
I gamle dage, i den kristne enhedskultur vi har vendt ryggen, var døden i langt højere grad end i dag en hyppig gæst i dagligdagen. Man bød ham næppe velkommen med glæde – kødet klynger sig til sit ben som det hedder i Ivan Malinovskis moderne digt „Disiecta membra“! – men hans ankomst var hos de fleste forbundet med visheden om at døden var indgangen til det evige, genopstandelsen til det tabte paradis, og at livet blot var en foreløbig gennemrejse.
Vor moderne videnskabelige tid er god til at fortrænge døden. Den gør jo en ende på alt hvad der er tilbage! Derfor dæmoniserer vi den ofte på baggrund af vores frygt og angst for den, eller vi prøver eksempelvis at tæmme den ved at gøre den til en kontrollerbar og derfor harmløst-gysende del af computerspil-kulturen.
Det er gratis at oprette en konto