Forældre: teenageårenes distance og gensyn

Forældre er ens bedstevenner når man er lille, og når man rammer teenagealderen bliver de nærmest et objekt, i ens hverdag. Derfor, prøver man, at undgå dem så vidt som muligt i løbet af ens dagligdag. De er et objekt du vil undgå at ødelægge, komme i nærheden af, da man stadig vil have dem tilstedet uden at føle tomheden. Når jeg kommer hjem fra skole hver dag, er det objekt der stadig. Jeg går ind på mit værelse, smider mine ting og går direkte igen. Men værdsætter ma dette objekt, som man gjorde, da man var lille? Betyder de stadig så meget, som de gjord da man var lille? Nutidens unge er i stadie 2. Stadie 2 er når man føler, at man skal distancere sig fra forældrenes normer og værdier. Hvis ens mor siger, at man ikke skal lytte til sådan en slags musik gøre man det alligevel, fordi man som teenager føler man skal gøre det modsatte af, hvad der bliver sagt til en. Som nævnt i digtet ”Forældre” af Carsten Rene Nielsen afsnit 4, linje 4 ”hvad der er det passende tøj, den rigtige musik”. Eller når hun siger at man burde spise en skive rugbrød med ost eller grønsager spiser man, det stik modsatte. Hvorfor skal ens mor bestemme over hvad man skal spise? Skal hun også bestemme hvilke slags underbusker man skal have på hver dag? Hvorfor? Hvorfor, skal vi udpege diverse fejl, mens vores mors intention blot er altid det hun mener er bedst for en selv. Der er jo en grund til hun beder dig om, at tage ekstra tøj på, når der er koldt udenfor, nemlig fordi hun ønsker det bedste for dig. Men værdsætter vi egentligt det? Kravene vores forældre lægger? Er de det objekt, som bare er der og forsvinder på et tidpunkt, som vi vil fortryde ikke have tilbragt mere tid sammen med? Selvom vi elsker dem utroligt højt, viser vi stadig det modsatte, fordi vi selv mener, at vi er bedre og at de er gammeldags og ikke ved særlig meget om det 21. århundrede. I denne tid af et menneskes liv, sætter forældrene mange krav, som de ønsker at blive opfyldt. I håb om, at deres børn kan blive lige så ansvarlige, som dem selv eller endda mere ansvarlig