Der var engang et meget smukt kongerige, med store grønne marker, brusende floder og bjerge, som nåede helt op i skyerne. Blomster i alle farver havde vokset op af klippeskråninger og på hundredvis af marker. Ned af de brusende floder havde der svømmet store flotte laks i massevis. De små feer havde været overalt på de varme sommerdage, og alt havde været som i et paradis.
Ja sådan havde det været engang, sådan var det ikke mere. Nu var alle de store grønne marker afbrændte, de brusende floder var helt udtørrede, og der var ingen blomster op af bjergsiderne. De små feer havde gemt sig, og man så aldrig en eneste. Det fantastiske paradis, som det havde været engang, eksisterer ikke mere, og alt var som et helvede. Krig og ødelæggelse hærgede nemlig i disse tider.
Prinsessen fra dette land syntes ikke godt om krigen. Hun ville have det paradis tilbage, som det havde været engang. Det paradis hun havde leget i som barn. Hun havde leget med de små feer på engen, og med sin hund ude i haven. Ja haven var der ganske vist endnu, for kongefamilien levede i luksus, mens alle menneskene i landsbyerne levede usselt og fattigt. Men intet kunne hun gøre. Hendes forældre stod bag krigen og var, ifølge hende, rædselsfulde mennesker, der kun tænkte på sig selv. Nabokongeriget, som lå et stykke mod nord, var det kongerige, som hendes forældre havde ført krig imod. Helt præcist hvorfor vidste hun ikke. Hun kunne ikke rigtigt gøre andet end bare at vente på, at det hele helvede var overstået. Hver dag så hun ud af vinduet. Så på den elendighed der herskede over landet, og på de fortabte mennesker nede i landsbyerne. Somme tider gik hun også ture, ud på de enge som hun have leget på som barn. Hendes hund fulgte hende altid trofast overalt hvor hun gik. Hendes eneste rigtige ven var hendes kammerpige Elise, som hun snakkede med om alt ting. Elise forstod hende altid, og sagde aldrig et ord til nogen.
Det er gratis at oprette en konto