Jeg fik aldrig sagt farvel

Et farvel er en naturlig del af livet, både de store såvel som de små, men de hårdeste er dem som du ikke kender til før det er for sent.

Jeg gik på det her tidspunkt i 3. klasse på Assentoftskolen, og mit liv var så normalt, som det kunne være. Min mor og far gik på arbejde, jeg gik i skole og min bror var i børnehave. Jeg legede hver dag med min bedsteven Svend, vi var uadskillelige. Vi var faktisk så glade for at lege sammen, at jeg en dag cyklede over til ham uden at sige det til mine forældre. De fik ringet efter mig og jeg kom hjem, dette resulterede i at jeg fik stuearrest dagen efter. Jeg husker stadig at råbe af min far og smække døren, næppe vidste jeg, at det var sidste gang, det ville ske. Mere skete der egentlig ikke den aften, jeg fik børstet tænder og kom i seng.

Næste dag var jeg i skole, og jeg fik fortalt det hele til Svend, vi blev selvfølgelig enige om, at det var dybt uretfærdigt. Jeg blev senere hentet af min mor, og jeg husker tydeligt at sige til Svend, vi ses i morgen. Det var meget underligt for mig, at sige det så tidligt på dagen, for vi plejede altid at være sammen efter skole. Da jeg kom hjem var det direkte på værelset, jeg husker hvor lang tid den første halve time føltes som, jeg var ret sikker på at jeg skulle dø af kedsomhed. Da det var allerværst åbnede døren, og min mors gode veninde åbnede døren, hvorfor hun var der vidste jeg ikke, men hun bad mig komme ind i stuen. Da jeg trådte ind i stuen sad min lillebror i stolen og min mor i sofaen, hun græd. Nu når jeg tænker tilbage, var det faktisk ret komisk. Min lillebror sad og grinede og sagde at voksne i hvert fald ikke kunne græde, han var 3-4 år gammel på det her tidspunkt. Jeg sad bare og kiggede, jeg var mundlam og forstod jo ikke at min voksne mor skulle sidde der og græde, men jeg kunne regne ud at det var noget negativt, for sådan var det i hvert fald når jeg græd. Min lillebror stoppede med at grine og der blev helt stille.