Der kører en regel i mit hoved. Når det regner, finder jeg en bog og et tæppe frem, tænder stearinlysene, og putter mig ned i en følelse af varme og tryghed. Det er det bedste, jeg ved. Det er ligegyldigt, hvilket humør jeg er i, for der er bøger for alle smage. Der er romantik, som giver os et overfladisk syn på, hvordan kærlighed faktisk skal se ud. Man bliver enten trukket ned i den håbløse kærlighed, der foregår i romantik bøger, hvor hovedpersonernes hjerter banker ekstra hurtigt, deres maver bliver fuldt af sommerfugle, og deres kinder bliver varme. Eller også er man slet ikke til romantik. Disse typers hoveder snurrer måske også rundt, ikke af forelskelse men nærmere af forvirring over hvad kærlighed betyder. De typer er måske mere til krimi, hvor de fyldtes af en anden slags sommerfugle i maven - spænding. De længdes hele vejen igennem bogen, efter et svar på hvad plottet er. Jeg er personligt selv mest fordybet, når jeg læser klassikere. Der er noget over de flere årtier gamle sætninger, som rykker en del af mit eget intellekt. Ordene er skrevet på bøgernes sider som en smuk dans over blomstrede marker, som får mig til at glemme tid og sted. Lige meget hvilken af disse typer man er, er det klart, at man er helt afslappet og fordybet. At kunne læne sig tilbage og slappe helt fuldkommen af, er vel egentligt i sig selv et privilegie. Folk nederst i hierarkiet 1800´tallet gik på arbejde, når de vågnede, og gik hjem, når de skulle i seng. De fik lige akkurat nok penge til at overleve, så bøger var der slet ikke tale om, - medmindre det var en stjålen genstand eller et arvestykke. De havde heller ikke den komfort som bøger kræver. Deres fødder var ømme, benene snurrede, og hænderne var beskidte som et resultat af deres dags lange arbejde. Bøger var for de rige. Dem som havde tid til at fordybe sig i andre folks meninger uden at behøve at pålægge sig selv samme mening. Det er måske i virkeligheden der mit ønske om at leve i litteraturens verden, stammer fra; at vide, at i det moment jeg sidder fordybet med min bog i hånden, et tykt tæppe over mig og lyden af prikkende regndråber på mit vindue i mine ører, har jeg alligevel noget at være taknemmelig for. De fattige i den victorianske periode følte måske, at det bedste de vidste var en fridag. På den måde er alles personligheder formet efter deres oplevelser, fra da de kom grædende ud af deres mors mave, og blev budt velkommen af sygeplejerskerne, til der hvor deres liv har bragt dem hen nu, og ligeledes er deres mening af, hvad det bedste de ved er. Din håndskrift, måden du går på, det hele giver dig væk. Alt du gør viser, hvem du er, og hvad du har oplevet. Alt er et selvportræt - en dagbog. De fleste mennesker er andre mennesker. Deres tanker er nogle andres meninger, deres liv en mimicry, deres passioner et citat. Nogle gange kan man være usikker på vores egen eksistens. Vi er alle de forfattere, hvis værk vi har læst, alle de mennesker vi har mødt, alle dem vi har elsket og alle de byer vi har besøgt. Hvorfor er det bedste for nogle mennesker at hænge ud med deres venner, mens andre hellere vil finde ro i deres eget selskab? At hænge ud med sine venner får ens øjne til at skinne lysere, ens trin til at være lettere, og man føler sig forstået. Der er også dem, der helst vil se en serie på Netflix. I dette scenarie behøver man slet ikke at tænke, og på den måde siver alle bekymringerne ud af hovedet. Det er mig en gåde, hvorfor jeg søger mod bøgerne på en regnfyldt dag, men jeg ved at, det er det bedste, jeg ved.
Det er gratis at oprette en konto