Forladt

Forladt ”Det var også en dejlig sommermorgen hvor Sara langt før os var stået op. Denne dag havde Sara ventet på i lang tid. Hun var 10 år dengang, men du er jo 11” sagde far. ”ja ja kom nu fortæl nu videre” sagde jeg højt og var spændt på hvad han ville fortælle. ”Ser du, hun havde tigget din mor og mig. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre for i det var farligt at tage derud i den alder især alene. Vi snakkede med hende om det, prøvede alt for at stoppe hende, men hun som vores eneste barn, som havde et ønske om at komme derud, kunne vi ikke blive ved med at sige nej. Sara havde altid sin dukke med sig overalt. Ved spisebordet, når hun skulle sove, selv på toilettet havde hun den i hånden. I løbet af de 2½ år hun havde haft den har den været væk to gange. Det var som om hendes verden var ved at gå under. Hun var konstant ked af det og jeg og din mor kunne absolut ingenting gøre. Vi prøvede at opmuntre hende med alt vi kunne. Men nej det hjalp ikke” fortalte far ”jamen far hvad var det for et sted hun ville ud til?” spurgte jeg. ”det kommer, det kommer. Da dukken nu blev væk, vidste vi ikke hvad vi skulle gøre. Vi bestemte os for at købe den samme slags til hende igen. Hun lovede at passe bedre på sine ting fremover. At Sara brugte så meget tid med sin dukke, var noget der gjorde mig og din mor meget bekymret. Selv da Saras veninde i børnehaven skulle holde fødselsdag, havde hun allermest lyst til at blive væk og være sammen med sin dukke. Din mor og jeg opsøgte en psykolog, som vi ville snakke med og spørge om det var normalt at Sara foretrak at lege med sin dukke i stedet for sine venner. Psykologen havde ikke tidligere hørt noget lignende” fortalte far. ” Der er aftensmad nu” råbte mor. Far og jeg sad ved spisebordet. ”hvad skal vi have at spise?” spurgte jeg. ”Lasagne” svarede mor. ”Jubiiiiii, jeg elsker bare lasagne mere end noget andet!” sagde jeg. Vi sad og spiste jeg så ned på min hund Buller. Den var vist søvnig, Buller er søvnig sagde jeg. Far kiggede og sagde ja, det ser det vist ud til. Jeg ville høre mere om min søster Sara. Jeg bad min far om at spise hurtig så jeg kunne høre videre hvad der skete siden hun ikke var med os i dag. Efter vi havde spist sad vi i stuen, jeg havde min bamse i hånden og ville være lidt afslappet imens jeg skulle høre om Sara igen. Så jeg skiftede til nattøj. Da jeg kom tilbage i stuen, havde min far lagt nogle billeder ud på bordet med Sara og hendes bamse. Min mor var der også hun fik tårer i øjnene og gik på toilettet. ”hold da op den lille dukke er jo med overalt, men kom så far mand, fortæl videre om Sara” sagde jeg. Okay så hør her ” Da Sara legede med sin dukke fløj tiden. Hun bemærkede dårligt nok at din mor eller jeg var tilstede, hun var så optaget med sin dukke at først da din mor råbte at maden var klar, vendte hun tilbage. Hun havde fuldstændig ignoreret sin sult siden hun stod op, og hun blev derfor overrasket over hvor sulten hun i virkeligheden var da hun først sad ved spisebordet. End dag bad din mor Sara om at lægge den dukke væk, og se fjernsyn i stedet. Men nej det ville hun ikke, det gjorde os begge rigtig sure. Så vi tog hendes dukke og sagde at hun først ville få den igen efter hun havde set et program om organismer under vandet. Hun sad med tårer i øjnene imens hun så på. Vi vidste godt at hun var ked af det men vi blev nød til at gøre dette, for hendes eget bedste. Efter hun havde set programmet, og havde fået sin dukke tilbage spurgte hun din mor om hvornår vi skulle tage på stranden. Vi blev så galde, at allerede dagen efter havde vi planlagt at tage på stranden. Men desværre var vejret ikke så godt og da det endelig var godt igen, havde jeg det ikke så godt. Din mor forklarede Sara at det måtte vente til en anden dag. Sara blev virkelig ked af det, og sad ude i haven mens hun begyndte at græde” fortalte faderen. ”far savner i hende ikke?” spurgte jeg. ”jo men nu har vi jo dig” svarede han. ” nå nå ikke mere snak, lad mig høre videre” han begyndte igen med at fortælle, ” jeg lå i soveværelset og prøvede at sove smerterne væk. I det kom Sara og sagde at hun gerne ville se stranden. Jeg lovede hende at det skulle hun nok komme til. Sara gik ned til stuen igen, hun ledte efter sin dukke, hun rendte op på værelset men der var hendes dukke heller ikke. Hun spurgte mig og din mor, vi hjalp hende med at lede, men fandt den ikke. Hun kunne simpelthen ikke klare det og løb ud, og så i haven men der var den heller ikke. Hun græd og græd, vi løb efter hende lige for øjnene af os blev hun kørt ned, af en lastbil” fortalte far. Han var helt stille, jeg var stille og det samme med mor. Jeg spurgte så hvad der videre skete, far fortalte at de gik på hospitalet og fik at vide, at det var forbi med hende. Vi kunne ikke klare det, vi gik på stranden, tæt ved klipperne og da vi var på vej hjem så vi at Saras dukke lå på en sten. Vi kiggede rundt omkring der var ingen, hvem kunne tage dukken og ligge den her? Spørgsmålene fløj rundt. Men der var ingen der kunne svare, vi lod dukken være der og kom tilbage. Vi ved ikke hvorfor vi gjorde det, men det vi følte at det var det rette” sagde far. Jeg vidste ikke hvad jeg kunne sige, fordi alle var så stille. ”Jeg synes du skal sove nu” sagde mor. Jeg kyssede dem begge godnat og gik op på mit værelse, for at sove.