Afskeden

Det bankede på døren, jeg åbnede. En flok soldater stod med en buket blomster, og et brev ude foran. Jeg fik fornemmelsen af, at alt ikke var som det burde være. Jeg spurgte, hvor Mads var, ”desværre er han død, han var en meget modig mand, der ikke havde frygt for noget og vi er meget stolte over ham alle sammen” Svarede en af soldaterne. Jeg fik brevet, jeg græd og græd og mine følelser plagede mig, det var som om, at jorden var lige ved at gå under. Jeg satte mig på min gyngestol og tænkte tilbage helt fra starten. Da jeg var lille, så jeg Mads for første gang ude på marken, dyrke jord med sin far, og der blev jeg ubeskrivelig forelsket. Jeg prøvede altid at komme tæt på Mads, snakke med ham, men han var aldrig interesseret. Da vi endelig kom sammen, havde vi det så godt, vi elskede hinanden mere end noget andet. Mine veninderne blev meget jaloux over os, for de havde aldrig haft et forhold der varede så længe. Mads og jeg mødtes næsten hverdag, han plukkede altid blomster til mig og fortalte hvor meget han holdte af mig. Endelig blev jeg 17 år, og var parat til at fortælle mine forældre om min kærlighed. Selv Mads ville fortælle der hjemme, at han ville frie til mig og giftes hurtigst muligt. Min far var imod, at vi skulle giftes og det var Mads’ forældre også. Vi havde været igennem en masse problemer, min far ville ikke have, at han skulle giftes med mig fordi at han ikke var så rig. Mads havde gjort alt for at få mig til at være sin hustru, min far sagde, at han skulle i militæret, før han kunne få mig. Mads rejste bort i 2 år, jeg ventede og ventede, og håbede at han snart ville dukke op. Min far troede ikke, at han ville komme tilbage, og at han var død, eller der var sket ham noget. Jeg havde et håb og ville vente så lang tid jeg kunne, der kom mange drenge og friede til mig, de fleste var adelsmænd, men jeg sagde nej. Min far troede, at jeg var blevet psykisk syg og at jeg aldrig ville blive rask. Jeg ventede og ventede, da han til sidst kom tilbage efter 2 år, blev min far og alle de andre på gården meget overraskede. Jeg følte, at jeg var den lykkeligste person på hele jorden og at min kærlighed var magtfuld nok, til at kunne klare alt. Vi fik holdt en stor fest, hvor jeg og Mads fik danset og fejret vores glæde med alle de andre, selv min far accepterede det til sidst. Vi fik holdt vores bryllup med familien og vennerne, alle var glade men Mads og jeg var ubeskrivelige glade. Vi blev gift og havde det fantastisk godt sammen, vi var altid sammen, vi spiste af en tallerken og drak vand af det samme glas. Vi elskede hinanden så meget, at vi ikke kunne undvære hinanden. Mads havde aldrig fortalt mig, at han ville rejse bort hvis der nu en dag skulle opstå krig, og hvis de havde brug for soldater til forsvare landet. Ca. 5 måneder efter, skete der noget vanskeligt, et jagerfly fløj over skyerne og Mads tændte hurtigt for radioen. I radioen blev der sagt, at alle soldaterne skulle mødes ved station 457, jeg spurgte hvor det var henne, Mads fortalte, at det var et hemmeligt sted, hvor alle soldater altid skulle møde op, hvis der skete noget og de skulle samles i nød. Mads tog en ruteplan frem og kiggede imens han sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange og bekymret, hvis han ikke kunne kontakte eller komme hjem inden en måned eller to. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige, det eneste jeg spurgte om, var: skal du gå nu? Han svarede ja og begyndte at pakke sine ting, tog sit tøj på og gik ud af døren. Jeg gik med og kiggede ham i øjnene, mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Han krammede mig, og sagde at han snart ville komme hjem og at jeg skulle passe godt på mig selv. Jeg ventede længe, i 2 uger havde jeg ikke hørt noget fra Mads. Jeg sad i min gyngestol og strikkede en sweatshirt til ham, men han vendte aldrig hjem. Jeg har vores minder at leve, med men det er ikke nok. Det eneste jeg vil nu er at sove mine smerter væk, og aldrig vågne op igen.