Jeg havde ikke set mig så sort klædt på før. Men imens jeg så mig i spejlet, kom jeg til at tænke på hvor forfærdeligt det må have været for hende. Tænk, at ligge der midt ude på vejen med så mange smerter. Det værste var faktisk, at det var min skyld. Vi havde lavet en konkurrence om morgenen. Jeg ville løbe den ene vej, og hun ville løbe den anden. Vi havde aftalt det. Det var min skyld. Hun ville jo bare være den første. Hun så sikkert ikke bilen. Jeg ville så gerne have været der. Men jeg var det ikke.
Nu sad vi i bilen. Ingen Mille ved siden af mig længere. Der var ingen jeg kunne drille. Der var bare tomt på bagsædet. Kun lille mig. Jeg sad helt alene, og jeg var i min lille egen verden. Men det fik mig til at tænke på den gang da vi drillede mor og far. Mille havde lagt sig ned i fodenden i bilen. Og så gjorde jeg som om jeg ikke vidste hvor hun var. Jeg havde faktisk lidt den samme følelse, som jeg har nu. For jeg kunne jo ikke snakke med hende, jeg kunne ikke grine med hende eller skændes med hende. For hun var der jo ikke. Så jeg blev nødt til at snakke til hende. Jeg tror der gik en halv time, og så kunne jeg ikke holde det ud mere. Det siger nok også noget om, hvor tætte vi var. Hun var jo også den eneste søster. Min eneste tvillingesøster. Den eneste og helt klart også jordens bedste. Mille og Fie. Mille og Fie… Mille og… Mille.. Mi…
Det er gratis at oprette en konto