Han ville aldrig komme tilbage, det gik op for mig nu, et halvt år efter ulykken. Jeg sad i min seng, helt svedig og tænkte tilbage på de gode tider. De tider hvor han stadig var her. Her ved mig.
Han kiggede stadig på mig oppe fra væggen. Fra billedet ved siden af vinduet.
”Et lille smil fra dig er guld for mig” viskede jeg til ham oppe på væggen, som om det er normalt at tale til et billede. Jeg smilede stille til ham og brød derefter ud i gråd. Jeg kunne ikke holde ud at lade som om. Lade som om at jeg var i godt humør. Lade som om intet er sket. Jeg rystede af vrede, og skreg som en gal. Jeg tænkte overhovedet ikke på hvad mine naboer tænkte, eller nogen som helst. Jeg løbe skrigende ud i stuen og kiggede mig oprevet omkring. Jeg vidste den var der et sted, den gamle flaske med Gajol. Jeg vidste det var forkert af mig, men jeg havde brug for noget til at dæmpe nerverne. Mit oprevne humør var for meget for mig. Jeg åbnede lågen til det største skab i mit køkken, og der, inde bag tallerkner og glas stod flasken. Jeg flåede den ud og rev en hel stabel tallerkner med. Det gav et kæmpe knald og derefter en langvarig kliren mod det hårde flisegulv. Jeg ignorerede den øredøvende larm og tog en ordentlig slurk af flasken, efterfulgt af en grim grimasse. Næste slurk var ikke nær så slem. 5 minutter efter var flasken tom og stadig ingen resultater. Men jeg havde prøvede det før og vidste det ville komme om lidt.
Det er gratis at oprette en konto