Novellen Uro i forstæderne er skrevet af Leif Panduro. Den er skrevet i 1962, i den tid hvor velfærdsamfundet begyndte at komme til verden. Novellen handler kort om en forstad der er meget ens. De ligner alle sammen hinanden og bor alle sammen i huse der ligner hinanden. Men ”han” der kommer til byen, er ikke den samme som alle de andre i forstaden.
Husene i byen ligner meget hinanden, men menneskerne ligner også hinanden. De ligner hinanden så meget at de ikke kan kende forskel på sig selv og andre: ”så var det K sagde – eller også var det P eller F eller S eller B eller V eller L eller Z – eller også var det mig! Jeg kan ikke sige det, men det spiller heller ingen rolle, for vi er alle sammen fuldstændig ens i vores forstadskvarter.” (s. 21, l. 29-32.) han siger det direkte i det her citat. De kan ikke kende forskel på dem selv og alle de andre. Det er som om de er en person bare i flere personer. Befolkningen har også mange fordomme om alle undtagen dem selv. Der flytter en mand til forstaden ved navn ham. Byen har utrolig mange fordomme om ham selvom de slet ikke snakker til ham: ”i pausen fortalte F mig at P havde sagt, at han havde en fornemmelse af noget med ham. Vi så begge på ham. Ja, der var ingen tvivl. Det var en frygtlig situation.” (s. 20, l. 1-3.) De spreder rygter til hinanden om at det er en frygtlig situation, selvom de ikke har snakket med ham eller integreret med ham.
Det er gratis at oprette en konto