Stilheden blev brudt af vandet. Bølgernes hvisken beroligede altid Eva og mig. Evas varme øjne fik mig altid til, at føle jeg levede. Ingen ord kom fra hendes mund, men alligevel sagde hun alt. Vinden kærtegnede min kind. Tiden stod stille. Lige nu, lige her stod min verden stille. Et enkelt hjerteslag brød tidens mur. Eva var det eneste jeg kunne fornemme. Selvom jeg lukkede hele verden ude, blev Eva altid hos mig. Tanken om hende holdte mig varm om vinteren, mere end nogen frakke nogensinde ville kunne. Bare hendes blik kunne få mig til, at føle der var en grund til, at jeg var her. Ikke bare et uheld, som alle sagde. Nej, noget helt særligt. At være noget særligt for hende, ville altid være nok.
Sandet i mine sko var tungt, koldt og ubehageligt. Jeg ville kunne fjerne det så hurtigt og let, men jeg gjorde det ikke. At have sand i skoene hører ligesom med til at være på stranden. Så hvis jeg ikke kan håndtere det dårlige ved standen, burde jeg ikke være på stranden. Sandet i skoene var bare noget der skulle ignoreres.
Ventetiden var forfærdelig. Jeg havde ventet så mange gange, men hver gang var lige så forfærdelig. Hver eneste gang følte jeg, at jeg ikke kunne få luft. Jeg følte mig kvalt af skæbnen. Mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig, men samtidig stod det helt stile. To streger, det var det eneste, jeg ønskede. Mine hænder rystede. Jeg satte min finger der, hvor den anden streg skulle være. En enkelt musklen skulle jeg bruge. Den ene muskel kunne enten vise mig lykken eller sorgen. Mine hænder kunne ikke mere. Bagsiden var det eneste, som jeg kunne se. Langsomt nærmede min hånd sig gulvet. De kolde fliser var som nåle mod min hud. Bunken med skuffelser og sorg lige ved siden af mig, var det sidste jeg så, før jeg ramte gulvet. Min kind var våd. Det samme var gulvet.
Det er gratis at oprette en konto