Jeg føler mig forladt og alene. Ene og alene i hele verden, selvom der er mange mennesker omkring mig. De forstår ikke, hvordan jeg har det. De forstår det simpelthen ikke. Jeg har været her i en måned, imellem alle disse mennesker som jeg ikke kender noget til. Det var min mor, der fik mig med til at tage på efterskole, da jeg havde det dårligt på min gamle skole, ifølge hende. Jeg beskylder hende ikke, for hun kunne ikke vide, hvordan jeg ville få det her. Jeg husker, hvordan jeg strittede imod den dag, vi skulle tage af sted fra min hjemby hen til efterskolen.
”Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! JEG VIL IKKE!” havde jeg råbt ind i hovedet på min mor og far. Min mor var blevet sur. Hun mente, at jeg selv havde været med til det her og at jeg selv ville det. Jeg havde selvfølgelig sagt ja til det, men jeg ville ikke væk hjemmefra. Nu forstår jeg hvorfor. Ensomheden æder mig op indefra. Der er ingen ende på mine tårer. Jeg har grædt og grædt den sidste måned, men jeg kan stadigvæk ikke stoppe. Det eneste min mor havde givet mig med var en lille dukke. Hun havde fået den som lille af sin oldemor og nu synes hun, den skulle være min. Det betyder meget for mig, at hun synes, jeg skulle have den. Det havde været hendes kæreste eje. Og nu var det mit. Jeg går ud fra badeværelset, kan ikke holde ud at sidde derinde med låst dør og lukket vindue mere. Det var begyndt at føles som om væggene kom tættere og tættere imod mig. De andre kigger på mig da jeg kommer ud fra toilettet. Mon de kan se jeg har det dårligt, eller ser de bare lige igennem mig som om jeg var ingenting?
Det er gratis at oprette en konto