Men ude over sletten lå det pæneste hus, som mindede om det man kun kunne se i film, bygget af træ som lugtede af skov og græs, og maling så rød som et knaldrødt æble, en skorsten som altid spruttede det mørkeste røg op, der som en tyk tåge dækkede den gyseligste nat på himlen.
Vinduerne var dækkede af de flotteste lyserøde gardiner, og græsset dækket af de smukkeste blomster som dufter af sommer.
Der i det hus, boede en gammel kone. Den gamle kone, gik aldrig ud for det flotte hus, der lugtede af skov og nyslået græs, hun havde blevet inde døre, hun havde aldrig snakket med nogen, eller haft besøg af nogen, hun havde kun været inde i det lille røde hus.
Kvinden i vinduet, med det hvideste og tyndeste fingre, stod og kiggede ude over sletten, ned mod det lille røde og vidunderlige hus, og undrede sig hvorfor at hun ikke var gammel, livlig, og lykkelig, når hun tjente løn til et nybagt brød nede fra bageren og et stort og rummeligt hus. Hun vendte sig om og greb sin dyre jakke, og vendte sig ned til det flotte røde hus. Hun måtte igennem den sorte skov hvis grene nærmest greb om hende for at vende tilbage. Regnen piskede mod hendes ører, og ansigt.
Det er gratis at oprette en konto