Men ude over sletten kommer en hest galoperende med en mørkklædt mand siddende på ryggen. Manden er iført en lang sort kappe med tilhørende hætte, der skjuler hans dystre øjne, mørkeblå bukser og lange brune støvler. Det ser ud som om, det er længe siden, han har fået et ordentligt hvil. Han nærmer sig tårnet, og ser sig tilbage. Hans øjne er ligeså blå som havet, og man kan se at de gemmer på en historie. Længere væk kan man hørte stemmerne fra folk, der nærmer sig skoven. Manden standser foran tårnet, og kigger op mod kvinden. Så siger han:” Ærede frue, Kan jeg få lov til at søge ly for natten i deres lille hjem?” Han stirrer nervøst op på kvinden, og venter på svaret. ”Jeg må desværre skuffe dem, siger hun koldt, min mand er meget imod, at jeg inviterer fremmede mænd på besøg… især om aftenen. Men jeg er sikker på, at du nok skal finde et sted.” Manden kigger skuffet op på damen, og siger så:”Jeg forstår. Undskyld ulejligheden.” Så drager han videre mod skoven uden at se sig tilbage. Som et lyn er han væk, og man kan mærke vinden suse omkring, som om den søger noget. Bladene samler sig i en bunke, og hvirvler rundt om hinanden. Så tænker hun tilbage på en af de dage der har været hårde for en særlig person…
Det er gratis at oprette en konto