Vi kører i noget som føles som en evighed. Jeg kigger ud af vinduet, hvor jeg ser alle forårsblomsterne kigge op af den jord, som for bare få uger, var frossen og havde været det i flere måneder. Gule erantis, lilla krokus, hvide vintergækker står for fødderne af grøftekantens træer.
Min ånde dugger på ruden, jeg tørrer det væk med et hurtigt strejf med hånden. Ruden er kold. Jeg læner min kind imod den, for at mærke kulden og gåsehuden rejse sig på mine arme.
Bussens hjul hviner af mangel på smørelse. Jeg vågner med et sæt. Jeg har åbenbart blundet lidt i kedsomheden. Jeg kigger mig omkring. På den anden side af midtergangen sidder der en fyr. Eller rettere, en ung mand. Jeg møder hans brune øjne, og han smiler. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg lige pludselig brænder i kinderne. Det er nok fordi min underbevidsthed fortæller mig, at han har siddet og kigget på mig imens jeg sov. Jeg hader at blive betragtet når jeg sover. Det er pinligt. Hvad hvis jeg nu har siddet og savlet? Ad, hvor er det pinligt. Jeg vender hurtigt blikket væk, og tjekker mit tøj for spytklatter, men jeg finder intet. Nå, et anfald af hysteri. Den hede følelse i mine kinder forsvinder, mens jeg prøver at få samlet mig selv.
Det er gratis at oprette en konto