Efterårsaften

... kan solens sidste stråler skimtes. Uroen breder sig i hendes krop, hendes øjne fyldes med frygt, som stod døden foran hende og åndede hende i ansigtet. De sidste lamper i byen bliver slukket, de sidste mennesker går i seng. Kun hun er vågen nu, nu er hun alene om at bekæmpe mørket, så det igen kan blive dag, og solen komme frem. Hun lever ikke et almindeligt liv, hun er ikke en almindelig dame. Hun har set mere end så mange andre. Hun har stået ansigt til ansigt med frygtens mareridt. Set ting som ingen burde se. Uden for kammerets betrykkende stilhed falder regnen tæt som tågen tidligt om morgenen, træernes nøgne grene rasler mod hinanden. På bordet i hjørnet står olielampen tændt, i skæret kan resten af rummet skimtes svagt. Kvinden står stadig ved vinduet, stille som skulle hun gemme sig fra nogen. En tåre triller fra hendes øje, og tager de sidste mascararester med sig på rejsen ned over kinden. Kvinden tørrer den forsigtigt væk og sætter sig hen på sengen med et ønske om at få lov til at sove i nat. Men hun ved inderst inde, at det er umuligt, for det er nu de vender tilbage. Tilbage for at forstyrre hende, nedbryde hende, gøre hende svag. Give hende falske overbevisninger, lade hende tro på det onde og afsky det gode. Solens stråler dukker op over sletten og bringer glæden med sig. Folkene i landsbyen vågner lidt efter lidt, vågner op til en ny dag med nye udfordringer. På samme tid oppe i kammeret er kvinden på vej i seng, nu kan hun få lov til at sove, nu må hun komme ind i drømmenes univers. "Mor? Mor?" Cornelia stod på toppen af bakken, snerlen snoede sig op ad benene på hende. "Ja Cornelia, hvad er der?" moren kunne ikke lade være med at grine, hendes mørkeblå øjne knep sammen af glæde, når Cornelia råbte efter hende med sin lyse barnestemme, der var smukkere end nattergalens sang. Cornelia gjorde det samme hver dag; når hun var på vej hjem fra marken, råbte hun altid, at i dag havde hun igen set enhjørningen. "Er det rigtigt min pige? Der var du vel nok heldig, jeg har aldrig set den, vil du vise mig den en dag?" Hun løftede Cornelia i sine arme og svingede hende rundt, mens de begge skreg af grin. "Mor, jeg har fortalt dig, at det jo