Men ude over sletten, trækker skyerne sig sammen, vinden tager til, og luften dufter af regn. Lidt efter kommer der en stor regnbyge, og kvinden går tilbage i det store runde kammer. Hun går hen ad en mørk gang, med spindelvæv hængende ned fra loftet. Gangen fører hen til en lille, smal trappe, som kvinden går langsomt ned af. Hun går udenfor tårnet, og man kan se hendes skikkelse i måneskinnet. Hun hører vindens hvislen i træerne, og uglernes tuden. Hun går videre, mod den store mørke skov. Da hun kommer ind i skoven, samler hun nogle pinde og blade, så hun kan lave et bål. Hun sætter sig ved bålet på en gammel og rådden træstub. Hun lugter til duften af bål, og våd skovbund. Hun mærker varmen fra bålet, og ind imellem kommer der et lille vindpust, som giver hende gåsehud over hele kroppen. Hun sidder i halvanden time, og bare stirrer på bålet, nyder de varme farve ilden laver. Hun kan høre ulve hyl i det fjerne, hårene i nakken begynder at rejse sig, og kvinden kan mærke en frygt ved, at være helt alene i en stor, mørk skov. Hun slukker bålet og går videre.
Efter kvinden har gået i 10-15 min ser hun en stor bjørn bag en busk, den spiser bær. Kvinden bliver så bange, at hun begynder at løbe, alt hvad hun kan, videre ind i den store mørke skov. Hun har det som om, at bjørnen er lige bag ved hende, og prøver at fange hende, men da hun ser sig over skulderen, ser hun ingen bjørn, bare en masse træer og buske. Nu sætter hun tempoet ned, får pusten og går stille og roligt igennem skoven. Hun siger hele tiden til sig selv: ”Der er ikke nogen eller noget bag mig, jeg er bare lidt paranoid. Hvem er ikke det?”
Det er gratis at oprette en konto