Nedbrydning af stivelse ved hjælp af amylase

I dette forsøg undersøges nedbrydningen af stivelse ved hjælp af amylase. Stivelse er et kulydrat opbygget af flere hundrede glukosemolekyler i lange kæder, og det udgør langt størstedelen af kulhydraterne i vores kost. Amylase er et enzym som kan spalte stivelse til maltose, som blot består af to glukosemolekyler. I fordøjelsessystemet starter spaltningen af stivelse allerede i munden hvor spytkirtlere udskiller spytamylase. Øverst i tyndtarmen tilføres endvidere bugspytamylase fra bugspytkirtlen. I dette forsøg påvises spaltningen af stivelse via et farveskift. Det sker ved at tilføre jod som bindes til stivelsesmolekylerne og farver dem blå. Når stivelsen bliver nedbrudt til mindre enheder, slipper jodatomerne, og væskens blålige skær forsvinder. I stedet bliver væsken gullig pga. De frigjorte jod-ioner. Det er dette farveskift og hastigheden heraf som bruges som udtryk for amylaseaktiviteten og dermed spaltningen af stivelse. I forsøget benyttes indusriel amylase til at nedbryde stivelse (vi kunne også have brugt spyt). Desuden undersøges – kvantitativt – hvilken effekt temperatur og pH har på nedbrydningshastigheden.

Materialer:

Bægerglas med ca 100 mL 1% forklistret stivelsesopløsning.

Varmtvandsbad og isvandsbad, termometer.

Reagensglas med 5% jod-jod-kaliumopløsning (Lugols reagens).

Lille bægerglas med industriel amylase (AMG-300)

5 reagensglas stativ + et tomt stativ.

10 mL måleglas.

Spatel til omrøring.