Emira, som bor i Sarajevo lå i sin seng en helt almindelig morgen. Pludselig blev der råbt op, og der var kaos i huset. Der blev sprunget bomber på gaden, og Emira skyndte sig op. Hun løb ud og fik af vide, at det var begyndelsen på en borgerkrig, som var brudt ud.
De havde et rum og gemme sig i, hende og hendes lillebror, og de skyndte sig derind. Hendes forældre løb rundt og skreg, kunne hun høre. Lige pludselig hørte hun, at der sprang en bombe meget tæt på. Hun skyndte sig ud, og så faderen løbe hen mod døren, men hun kunne ikke se sin mor. Hun gik i panik. Men lige pludselig hørte hun faderen råbe og skrige. Hun styrtede hen, og så sin mor ligge under en masse mursten. Hun skreg, og vidste overhovedet ikke hvad hun skulle gøre. Faderen var fuldstændig i panik, men sagde at, hun skulle skynde sig at tage sin lillebror med over hos Magda, som var hende de plejede at tilbringe det meste af deres tid hos i hverdagen, og som boede et par huse væk. Hun skyndte sig ind og hente broderen, og så løb de ellers alt hvad de kunne. Det viste sig, at mange forældre havde bedt deres børn om det samme. Så der var helt fuldt hus da de kom.Selvom alle var rigtig nervøse, og bange, fik de klemt et par bidder mad ned. Bagefter samlede Magda alle børnene, og sagde at hun kendte et sted hvor de kunne være i sikkerhed. Så alle skyndte sig ud og tog deres sko og jakker på, og så gik de. De skulle igennem en masse træer og skove, men til sidst var de der. Det var en kæmpe stor lade, som godt nok var lidt hullet, og så ud til snart at brase sammen, men alle skyndte sig derind, og der så på en eller anden måde helt hyggeligt ud, selvom der ikke var andet end et par gamle lamper i loftet. Der var nogen store vinduer, og solen skinnede igennem, og lyste hele laden op. De vidste ikke rigtig hvad de skulle derinde, men satte sig ned på gulvet. Lige pludselig hørte de en lav stemme komme ovre fra et hjørne. Alle kiggede der hen, og der sad en lille pige og sang med tårer i øjnene. Hun stoppede ikke med at synge, hun blev ved, og så rejste hun sig og gik ud midt på gulvet. Hun stoppede med at synge, og sagde så: ” jeg syntes vi alle skal danse, og have det sjovt, for hvem ved om vi er her, levende i morgen?”. Så begyndte hun at synge igen, og folk begyndte ligeså stille at danse rundt med hinanden. Da hun havde sunget lidt, stoppede hun, og dansede selv. Børnene havde det sjovt, næsten alle sammen smilte, og grinte. Det var nok en af de bedste tider nogensinde. Men de fik desværre heller ikke flere, for lidt efter sprang en bombe laden, og alle døde.
Det er gratis at oprette en konto