Formålet for forsøget var at undersøge forskellige stoffers opløselighed ud fra en kvalitativ metode.
Teori:
Når man snakker om stoffers opløselighed er det vigtigt at kende til begreberne polaritet og elektronegativitet. Elektronegativitet siger noget om, hvor meget atomet ”trækker” i elektronerne. Vi kan f.eks. kigge på vandmolekylet H2O. Oxygen mere elektronegativt end hydrogen er, og derfor vil deres fælles elektroner i bindingen være forskudt mod oxygen. Dette betyder altså, at oxygen atomet vil blive en smule negativt og hydrogenatomet en smule positivt. Vandmolekylet er derfor polært, det har en plus- og en minuspol. Grænsen for hvornår en binding er polær eller upolær, kan være svær at fastlægge. Men vejledende kan man følge tabel 4.7 for bindingstyper og EN-værdi(se bilag). Her siges det at en forskel på 0-0,5 i elektronegativitetsværdi giver en upolær elektronparbinding. Ved en forskel på 0,5-1,8 dannes der en polær elektronparbinding. Ved en forskel over 1,8 er der tale om en ionbinding. Nogle molekyler har polære bindinger, men molekylet i sig selv er ikke polært. Dette skyldes at et molekyles rummelige struktur også spiller en rolle for om det er polært eller upolært. Der kigges igen på vandmolekylet. Vandmolekylet er opbygget således og atomerne har følgende elektronegativitet:
Da forskellen mellem H og O’s elektronegativitet er 1,4 er der tale om polære bindinger. Her ses det også tydeligt, hvordan molekylet har to poler. Dette skyldes at vands rummelige struktur er vinklet. Hvis der nu i stedet forestilles, at vand har denne struktur
Det er gratis at oprette en konto